65 år siden: Grace Kelly og fyrst Rainiers overdådige bryllup

Den 19. april er det 65 år siden, at Grace Kelly og fyrst Rainier af Monaco blev gift ved en storslået kirkelig vielse.

Hele verden fulgte med, da Hollywood-stjernen Grace Kelly og fyrst Rainier af Monaco sagde ja til hinanden.

Det overdådige bryllup fandt sted over to dage – den 18. og den 19. april 1956. Den 18. blev parret gift ved en borgerlig vielse i tronsalen på paladset og dagen efter ved en kirkelig vielse i domkirken.

Ved den kirkelige vielse bar Grace Kelly en drøm af en brudekjole med høj krave og lange ærmer og til den borgerlige vielse et todelt sæt i sart lyserød med hvide handsker.

Begge kjoler var kreeret af kostumedesigneren Helen Rose og var en bryllupsgave til filmstjernen fra filmselskabet MGM.

Romancen mellem fyrsten og Hollywood-stjernen begyndte, da de to mødtes under filmfestivalen i Cannes i 1955. Grace Kelly havde på det tidspunkt gang i en imponerende karriere, og hun havde medvirket i flere store filmhits og havde vundet en Oscar for sin rolle i filmen ”The Country Girl”.

Fyrst Rainier og Grace Kelly forelskede sig i hinanden, og året efter deres første møde forlod filmstjernen USA for at flytte til Monaco og gifte sig med fyrsten.

Parret fik sammen tre børn: prinsesse Caroline, fyrst Albert og prinsesse Stéphanie.

Få rabat på BILLED-BLADETKlik her og læs hvordan

I 1982 ramte tragedien, da fyrstinde Grace fik et ildebefindende under en køretur og kørte galt. Hun døde dagen efter af sine kvæstelser, 52 år gammel.

Fyrst Rainier døde i 2005, og han giftede sig aldrig igen.

Vil du læse mere om kongelige bryllupper? I magasinet ROYAL kan du læse om 40 fantastiske kongelige bryllupper og få meget mere at vide om kjolerne, festerne og de kærlige øjeblikke.

Seneste nyt

Læs mere om:

Fra forsiden