Sådan fejrede syg Charlene 10-års bryllupsdag
Det har helt sikkert ikke været en nem dag for fyrstinde Charlene fredag, hvor hun kunne fejre 10-års bryllupsdag med sin elskede mand, fyrst Albert.
For på den store dag kunne fyrstinde Charlene ikke være sammen med sin mand og parrets seks-årige tvillinger, prinsesse Gabrielle og arveprins Jacques, hjemme i Monaco, som hun ellers havde drømt om.
Romantisk video
Fyrstinden har nemlig siden maj været så hårdt ramt af en øre- , næse- og halsinfektion, at hun ikke har kunnet rejse hjem fra sit ophold i Sydafrika.
Den store kærlighedsdag markerede fyrstinde Charlene dog ved at dele en romantisk video med overskriften "Kapitel 1: En ny prinsesse til Monaco", der viser forberedelserne og selve den borgerlige vielse af Albert og Charlene den 1. juli 2011.
I videoen kan man blandt andet se fyrsteparret sige ja til hinanden og give hinanden et kærligt kys på paladsets balkon efter vielsen.
Trist fyrstinde
Fyrstinde Charlene er ikke set i Monaco siden januar, men fik sidste måned besøg af fyrst Albert og tvillingerne.
Op til bryllupsdagen udsendte Charlene følgende meddelelse:
"I år vil være første gang, at jeg ikke er sammen med min mand, når vi fejrer bryllupsdag i juli, hvilket er svært og gør mig ked af det. Albert og jeg havde dog ikke noget valgt andet end at følge lægeteamets instrukser, selvom det er ekstremt svært. Han har været en utrolig støtte for mig.
"Mine daglige samtaler med Albert og børnene hjælper mig utrolig meget med at holde humøret oppe, men jeg savner at være sammen med dem. Det var noget særligt at have min familie på besøg hos mig i Sydafrika og virkelig vidunderligt at se dem. Jeg kan ikke vente med at blive genforenet med dem, lyder det endvidere fra hende.
Unik film
Allerede den 24. juni delte Charlene en dejlig video, der viste unikke klip fra fyrsteparrets forhold - helt fra deres første møde til deres kirkelige vielse den 2. juli 2011 og frem til i dag som lykkelige forældre til to børn og faste samarbejdspartnere.
Det er endnu uvist, hvornår Charlene, der skal gennemgå flere operationer, kan komme hjem til sin familie igen.