
Der blev indført forbud, mens det stod på: Nu er nyheden om prinsesse Märtha Louise ude

Alt blev hemmeligholdt, da prinsesse Märtha Louise og Durek Verrett forleden var på besøg i den svenske journalist Carina Bergfeldts talkshow, ”Carina Bergfeldt”.
Faktisk var alt så hemmeligt, at svenske Expressen skrev om en ”hemmelig optagelse” af programmet, før det blev afsløret for offentligheden, hvem gæsterne var.
”Ifølge oplysninger til Expressen var fotografering i studiet forbudt, og alle i publikum skulle lægge deres mobiltelefoner i forseglede poser”, skrev Expressen om den hemmelige optagelse i sidste uge.
Nu er det afsløret, at de hemmelige gæster var Norges prinsesse Märtha Louise og hendes mand, Durek Verrett.
På Instagram bekræfter Carina Bergfeldt nyheden og afslører, at det var meget tæt på, at det slet ikke blev til noget.
Durek Verrett, som er nyresyg, fik fire timers dialyse samme dag i Oslo, og parret endte med at være 40 minutter forsinkede med deres fly, alt imens publikum sad og ventede på de hemmelige gæster, skriver Carina Bergfeldt og tilføjer, at de i programmet taler om kærlighed, sygdom, racisme og den voldsomme kritik, parret bliver mødt af i Norge.


Programmet er sæsonpremieren på ”Carina Bergfeldt”, som sendes på SVT den 24. oktober.
45-årige svenske Carina Bergfeldt har i flere år dannet par med TV 2’s korrespondent Jesper Zølck. Parret blev viet af veninden Stephanie Surrugue i 2019.
