Det norske hof: Kong Harald indlagt på hospitalet
Norske kong Harald er for anden gang indenfor en måned blevet sygemeldt.
Det norske hof meddeler således, at kong Harald onsdag blev indlagt på Rigshospitalet i Oslo på grund af svimmelhed.
Snart udskrevet
Der er ikke konstateret alvorlig sygdom.
Ifølge pressemeddelelsen forventes kong Harald at blive udskrevet inden weekenden.
Sygemeldt i to uger
Kong Harald bliver sygemeldt i to uger og imens er hans søn, kronprins Haakon, regent.
Det har været en hård og krævende tid for kong Harald og hans familie, efter at prinsesse Märtha Louises eksmand, Ari Behn, juledag tog sit eget liv.
Aflyste opgave
For kun to dage siden aflyste kong Harald således sin deltagelse i åbningen af oliefeltet Johan Sverdrup på grund af den seneste tids belastninger.
Kort før jul var kong Harald også sygemeldt og måtte aflyse to statsråd på grund af en virusinfektion.
Efter få dage var han dog rask igen og kunne fejre jul sammen med familien.