
Endnu en dårlig sag har ramt det norske kongehus: Politi måtte rykke ud til slottet

Politi og brandvæsen blev kaldt ud til Det Kongelige Slott i Oslo i nat. Kongen og dronningens residens var nemlig blevet ramt af en lækage.
Det oplyser hoffet i en netop udsendt pressemeddelelse.

"Tirsdag aften opstod der en varmtvandslækage fra 3. sal på Slottet, og vandet løb ned til etagerne nedenunder.
Årsagen var, at en forbindelse i et varmtvandsrør gik løs. Brandalarmen blev udløst. Statsbygg (Norges svar på Bygningsstyrelsen red.), politiet, Hans Majestet Kongens Garde og brandvæsenet ankom, og lækagen blev stoppet. Situationen blev hurtigt bragt under kontrol, og redningstjenesterne forlod stedet, men situationen blev overvåget hele natten.
Foreløbige vurderinger tyder på, at omfanget af skaderne er begrænset, og der er ikke opdaget væsentlige skader på historiske værdier. Det Kongelige Hof og Statsbygg fortsætter undersøgelserne i samarbejde med relevante faggrupper. Hændelsen har i øjeblikket ingen konsekvenser for det officielle program på Slottet", lyder det.
Kong Harald og dronning Sonja har de seneste dage befundet sig i Italien, hvor de har overværet Vinter-OL 2026. Deres officielle kalender afslører dog, at de er tilbage i Oslo.



