17. jun. 2022
Af Lene Skriver Bak

Ingrid Alexandras diadem: Her er den danske forbindelse

Prinsesse Ingrid Alexandra.
Prinsesse Ingrid Alexandra.
Foto: Kimm Saatvedt og Ida Bjørvik / Det kongelige hoff
Prinsesse Ingrid Alexandra har fået sin tipoldemor, prinsesse Ingeborgs, diadem i fødselsdagsgave - og der er en særlig dansk forbindelse til den svenske prinsesse.

På gavebordet ved prinsesse Ingrid Alexandras 18-års fødselsdag var det funklende højdepunkt nok det smukke diadem, hun fik af sin fars fætter og kusiner, Haakon, Ingeborg og Ragnhild Lorentzen.

Diademet havde de tre søskende arvet fra deres mor, prinsesse Ragnhild, der var faster til kronprins Haakon og altså søster til prinsesse Ingrid Alexandras farfar, kong Harald.

Prinsesse Ragnhild arvede i sin tid diademet efter sin bedstemor, prinsesse Ingeborg af Sverige, der selv var meget glad for diademet, som hun fik i kærlighedsgave fra sin mand, prins Carl i 1900.

Netop prinsesse Ingeborg, der altså er prinsesse Ingrid Alexandras tipoldemor, giver diademet en dansk forbindelse.

Prinsesse Ingeborg var nemlig dansk.

Da hun kom til verden, i øvrigt på Charlottenlund Slot, var hendes far kronprins og hendes bedstefar konge af Danmark.

Prinsesse Ingeborg var femte barn og anden datter af daværende kronprins Frederik og kronprinsesse Louise, der senere efterfulgte kong Christian den 9. og blev kong Frederik den 8. og dronning Louise.

I august 1897 giftede prinsesse Ingeborg sig med prins Carl af Sverige.

Parret fik fire børn, herunder altså prinsesse Märtha, der senere blev gift med sin fætter kronprins Olav af Norge og dermed blev norsk kronprinsesse.

Olav og Märtha fik tre børn, Ragnhild, Astrid og Harald, inden kronprinsessen ulykkeligvis døde som blot 53-årig i 1954.

Dermed overlevede prinsesse Ingeborg sin datter, og derfor gik hendes diadem i arv til barnebarnet Ragnhild frem for datteren.

Prinsesse Ingeborg døde som 79-årig i 1958.

Læs mere om: