
Kronprins Haakon vil ikke afvise det: Vi har endnu ikke besluttet os

Til sommer gør det norske herrelandshold i fodbold endelig comeback ved VM, efter de gjorde rent bord i gruppespillet.
Det er første gang siden 1998, at nordmændene er en del af det fornemme selskab, men det er endnu uvist, om de får royal opbakning.
Flere af Norges kampe i gruppespillet blev overværet af medlemmer af kongehuset, og kronprins Haakon vil ikke afvise, at en eller flere rejser over Atlanten for at se dem spille.

- Vi har endnu ikke truffet en beslutning, men det kunne da være sjovt, siger han til NTB ifølge Dagbladet.
VM-slutrunden spilles i USA, Canada og Mexico, men det står allerede nu klart, at Norges tre gruppespilskampe bliver spillet i USA i henholdsvis Boston og New York.
Nærmere bestemt spiller de den 16., 22. og 26. juni.
