9. mar. 2010
Af af Jan Bergman

Kronprinsesse Mette-Marit: Jeg er ingen trofæ-kone

Kronprinsesse Mette-Marit
Kronprinsesse Mette-Marit
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Kronprinsesse Mette-Marit er aktiv inden for mange områder, og hun har aldrig følt sig som en trofæ-kone.

Da Mette-Marit blev gift med Norges kronprins Haakon i 2001, blev hun automatisk kronprinsesse med titel og status som landets kommende dronning.

Men kronprinsesse Mette-Marit er en bestemt kvinde med ben i næsen, og hun vil ikke nøjes med at være en stiltiende frue uden meninger og indflydelse.

Det giver hun klart udtryk for i et nyt eksklusivt interview med det norske magasin Natt&Dag, der blandt andet spørger kronprinsessen, om hun føler sig som en trofæ-kone.

- Absolut ikke. Jeg har aldrig følt mig som en trofæ-kone. Jeg har været i stand til at lære en masse i min rolle. Det faktum, at du ikke har nogen formelle beføjelser, betyder ikke, at man ikke har et godt udgangspunkt for at give sin mening om vigtige værdispørgsmål. Jeg føler virkelig, at jeg kan sætte fokus på mange sager, som er vigtige i det norske samfund. Og det er jeg meget glad for, fortæller kronprinsessen.

At kronprinsesse Mette-Marit gør brug af sin position, står klart, og hun har da også en del mærkesager, hun brænder inderligt for.

Mette-Marit har arbejdet fokuseret i kampen mod hiv/aids på verdensplan gennem organisationen UNAIDS, som hun har repræsenteret siden 2007.

I Norge har hun et væld af andre protektioner, blandt andet for det Norske Røde Kors og Rådet for mental sundhed.

Læs mere om: