Ned til mindste detalje: Dronning Sonja dukker op i nøjagtig samme pink gallalook med 12 års mellemrum
Tirsdag aften genskabte dronning Sonja et af sine mest farvestrålende gallalooks ned til mindste detalje.
Under en gallamiddag på det kongelige slot i Oslo lyste hun salen op i en pink robe med gulvlange ærmer og med perlesmykker, der har tilhørt dronning Maud. Og netop denne kombination har den norske dronning båret før – for 12 år siden i Danmark.
Det var til dronning Margrethes 40-års regeringsjubilæum, hvor hun bar silkekjolen og smykkerne til festforestillingen i Koncerthuset.
Billederne fra dengang afslører, at hun også her matchede kjolen med dronning Mauds perlediadem og -broche, ligesom hun også bar den flerdobbelte perlekæde og perleøreringe. Ja selv den gyldne clutch er den samme.
Kjolen blev oprindeligt kreeret i 1991 af den afdøde danske designer Erik Mortensen i forbindelse med dronning Sonja og kong Haralds første statsbesøg i Danmark. Hun bar den til en gallaforestilling i det kongelige teater – men her med funklende diamantsmykker.
Og i løbet af årene har Sonja gentaget kjolesuccesen, og denne gang nøjagtig som i 2012.