18. okt. 2012
Af af Preben Petersen

Norges kongepar brugte smart Margrethe-trick

Kong Harald og dronning Sonja
Dronning Sonja og kong Harald
Foto: AOP
Kong Harald og dronning Sonja brugte en succesfuld dansk måde at stikke af fra pressen på.

Bogen "Dronningen" - en nyudgivet biografi om den norske dronning Sonja - er fyldt med sjove anekdoter om livet som kongelig, og en af dem handler om, hvordan de helt nygifte, dengang 31-årige Harald og Sonja med stor succes snød verdenspressen på deres bryllupsnat den 29. august 1968.

Alle ville vide, hvorhen bryllupsrejsen gik, og derfor blev brudeparret fulgt tæt af journalister og fotografer, da de efter bryllupsfesten tog ud på det norske kongeskib for at overnatte. Parret sejlede smilende ud til kongeskibet, der lå for anker, kravlede om bord og videre om på den anden side af skibet, hvor endnu en lille båd sejlede dem ubemærket bort igen i mørket. Pressefolkene ventede tålmodigt på havnen hele natten på, at de nygifte skulle stå op og tage på bryllupsrejse.

Da brudeparret stod op næste dag, gjorde de det i en hytte i Telemarken, som de havde lånt af en vennefamilie. Efter en uge i den smukke natur tog Harald og Sonja til London og derfra til New York under dæknavnene Eva og Tom Manstad. Forsvindingsnummeret virkede perfekt.

- Prinsesse Margrethe og prins Henrik af Danmark havde også benyttet samme kneb efter deres bryllup i 1967, fik det norske kronprinspar senere at vide, står der i bogen.

Læs mere om: