Nyt interview med dronning Sonja: Sætter igen ord på den svære tid, hvor hun aborterede
Den norske dronning Sonja åbner i et nyt interview op for nogle af de svære øjeblikke i hendes liv.
Det gør hun i det norske medie VG, der introducerer det kongelige interview med en beskrivelse af, at dronningen fortæller om de kampe, hun har kæmpet i den kongelige familie.
Men også om de kampe, hun har kæmpet for kvinder.
I interviewet åbner hun også op om sine personlige tragedier. I juni 1970 blev det meddelt, at dronning Sonja ventede sig for første gang, men blot en måned senere aborterede hun ufrivilligt.
Et par år efter meddelte det norske kongehus igen, at kong Harald og dronning Sonja var i lykkelige omstændigheder. Desværre meldte den svære nyhed om, at hun havde mistet barnet blot en håndfuld dage senere.
Dronning Sonja fortæller i det nye interview om, de to gange hun oplevede at abortere.
- Jeg har aborteret to gange, og de mest intime ting blev delt offentligt, fortæller den 85-årige dronning Sonja til VG ifølge B.T. og fortsætter:
- Den ene gang skete det om bord på Kongeskibet uden for Hankø. Jeg blev hejst ned ad den ene side af skibet og blev indlagt på Fredrikstad Sygehus. Det var forfærdeligt, for der stod så mange fremmede mennesker og tog imod.
- Det var grusomt, for der var et mediepostyr, da man skulle derfra, tilføjer dronningen.
Dronning Sonja har før talt åbent om de to aborter. I anledning af hendes 75-års fødselsdag udkom en biografi om dronningen, hvor den svære tid også blev nævnt.
Hun har også tidligere nævnt de to aborter i interviews.
Dronning Sonja blev som bekendt også mor. Første gang i 1971, da prinsesse Märtha Louise kom til verdenen. Anden gang i 1973, hvor kronprins Haakon så dagens lys.