Prinsesse Ingrid Alexandra fylder 12 år
Der er fuld fart over hele Norges prinsesse Ingrid Alexandra, som i dag den 21. februar fylder 12 år.
I den forgange weekend var Ingrid Alexandra i hopla, da hun var med til at give sine bedsteforældre, kong Harald og dronning Sonja, nogle dejlige festdage i anledning af deres 25-års regeringsjubilæum.
Gav den gas i skisporet
Ingrid Alexandra markerede sig i løbet af fejringen ganske flot, da hun for eksempel var i skisporet med familien og virkelig gav den gas til stor fornøjelse for de mange nordmænd, som så på.
Sød søster
Ingrid Alexandra fylder mere og mere i billedet i den norske kongefamilie, og det er helt naturligt, da hun er kronprinsesse Mette-Marit og kronprins Haakons ældste barn og dermed tronarving. Først og fremmest er hun dog en helt almindelig 12-årig (og næsten-teenager), som i øvrigt lader til at være en supersød storesøster for sin lillebror, prins Sverre Magnus, 10 år, og en sikkert lige så sød søster for halvstorebror, Marius Borg Høiby, 19.
LÆS MERE: Prinsesse Ingrid Alexandra får skulpturpark
Humørfyldt væsen
I det hele taget imponerer fødselsdagsprinsessen med sit humørfyldte og selvstændige væsen, og hun er en vellidt person blandt kammeraterne på Oslo Internasjonale Skole, som hun for et par år siden skiftede til fra skolen i Asker udenfor Oslo.
Ingrid Alexandras fritidsinteresser er samvær med skolekammerater og venner, skiløb, popmusik, bøger og klaver.