Rørende ord fra Märtha Louises datter: Åbner op om sorg
Juledagene sidste år og tiden derefter var en sorgens tid for den norske kongefamilie. Prinsesse Märtha Louises eksmand, Ari Behn, led af svære psykiske problemer, og han endte med at tage sit eget liv.
Savnet af Ari Behn er naturligvis stort for hans og Märtha Louises tre døtre, Maud Angelica, 17, Leah Isadora, 15, og Emma Tallulah på 12 år.
For første gang åbner den mellemste datter, Leah Isadora, nu op om savnet og sorgen.
Den hårdeste tragedie
Det gør hun på sin Instagramprofil, som BILLED-BLADET har fået lov til at citere fra. Det skete i går, hvor Ari Behn ville have fyldt 48 år.
"Tillykke med fødselsdagen, far. For ni måneder siden begik min far selvmord. Dette har været og vil altid være den hårdeste tragedie, som jeg og min familie har været i gennem. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige. Jeg savner ham så meget, og jeg ville ønske, at tingene kunne være anderledes.
Jeg har aldrig rigtig åbnet omkring dette på de sociale medier, fordi jeg var bange og det at dele mine følelser virkede skræmmende. At gå igennem noget som dette fik mig til at føle så mange følelser. Så mange tanker, som jeg aldrig vil være i stand til at forklare. Jeg følte mig så ødelagt indeni, og jeg gik rundt og følte, det var en drøm, og at det ikke var sandt eller ikke var sket. Men det gjorde det. Og jeg vil aldrig glemme min far.
Han var et fantastisk menneske med så mange gode intentioner, og han ville altid have, at alle havde det godt. Jeg elskede ham så meget. At gå igennem dette ændrede mig. Det har givet mig et helt andet perspektiv på livet, og hvis du elsker nogen, skal du fortælle dem det. Du ved aldrig, hvornår du mister dem.
Nogle gange når jeg er glad og opdager, at jeg har det sjovt, stopper jeg op og tænker ”Fortjener jeg det her? Må jeg gerne føle dette?” Og selvfølgelig må jeg det. Alle fortjener at være lykkelig. Men du ved aldrig, hvad andre går igennem, og alle kæmper deres egen kamp. Husk altid at være sød.
Dette gjorde mig hverken stærkere eller modig, det fik mig til at indse, hvor stærk jeg allerede var. Jeg savner dig så meget, far. Elsker dig og tillykke med fødselsdagen", afslutter Leah Isadora på Instagram.
Til den flotte og rørende tekst har Leah Isadora vedhæftet to billeder. Et af hende og far Ari Behn, og et andet af Ari Behns gravsted.
Leah Isadora er barnebarn af Norges kongepar, kong Harald og dronning Sonja.