4. aug. 2020
Af Niels Burgos

Chok i Spanien: Kongen flytter til udlandet

Kong Felipe, kong Juan Carlos
Kong Felipe, kong Juan Carlos
Foto: Mega
Kong Juan Carlos - den nuværende kong Felipes far - har besluttet at forlade sit fædreland.

I næsten 40 år var han Spaniens konge. I lange perioder og under svære kriser var han en garant for det spinkle demokrati i den tidligere diktaturstat - og et nationalt samlingspunkt. Derudover var den nu 82-årige kong Juan Carlos far, ægtemand og farfar - familiens overhovede. Men de seneste år er hans eftermæle som konge falmet betydeligt - efter at den ene ufordelagtige historie efter den anden er kommet frem om den tidligere regent. Storvildtjagt i Afrika for statens penge. Anklager om at have modtaget store summer i korruption og adskillige andre sager.

Brevet til sønnen

Den tidligere konge af Spanien har forsøgt at forsvare sig selv, men må leve med, at der fortsat bliver efterforsket i de mange sager. Det er nu så voldsomt, at han føler, det går ud over monarkiet som institution - og dermed hans søn og efterfølger, kong Felipe, og hans familie. Derfor har kong Juan Carlos truffet en dramatisk beslutning: Han forlader Spanien.

I et officelt brev til sin søn meddeler han det på denne måde:

"Deres majestæt, kære Felipe:

Med det samme ønske om at tjene Spanien, som inspirerede min tid som konge - og i lyset af de offentlige følger, som visse tidligere begivenheder i mit private liv, har fået - ønsker jeg at udtrykke mig ønske om støtte til, at De kan udføre Deres funktion med den ro, som det store ansvar kræver. For nogle år siden ønskede jeg at stoppe med at udføre konstitionelle opgaver. For fortsat bedst at kunne tjene mit land, dets institutioner og dets konge, meddeler jeg Dem hermed min beslutning om at flytte fra Spanien. En beslutning, jeg tager med de største følelser - men med stor sindsro. Jeg har været konge af Spanien i næsten 40 år, og jeg har altid ønsket det bedste for Spanien og for kronen.

Med min loyalitet og min evige kærlighed

Din Far".

Det vides endnu ikke, hvor kong Juan Carlos er flyttet til. Men den store spanske avis, El Pais, skriver, at Den dominikanske Republik er en af de mulige destinationer. Der oplyses heller ikke noget om, hvorvidt hans hustru, dronning Sofia følger med - men det forventes at hun bliver boende i Spanien - tæt på sine børn og børnebørn.

Kong Juan Carlos har ved sin afrejse meddelt, at han står til rådighed for den spanske højesteret i forbindelse med efterforskingen af korruptionssagen.

Læs mere om: