21. jun. 2022
Af af Lene Skriver Bak

De senere års store sorg for prins William: Interviewet der ændrede alt

Prins William
Prins William
Foto: Mega
Prins William må absolut mangle sin fortrolige og støttende lillebror, som han i de senere år er gledet længere og længere fra i kølvandet på prins Harrys exit fra kongehuset og skandalefyldte tv-interview.
Tirsdag bliver prins William 40 år, og når prinsen ser tilbage på de seneste par år, er især forholdet til én af hans allernærmeste blevet helt forandret. Det mener Malan Joensen, journalist og jourhavende på billedbladet.dk, som i mange år har fulgt det britiske kongehus. - Jeg tror, det er en stor sorg for prins William, at Harry er så langt væk fra ham - både fysisk, men også på det følelsesmæssige plan, forklarer hun.
Prins William har på nogle væsentlige områder delt skæbne med sin bror, der har været en fortrolig, prinsen kunne vende sig mod, uanset hvor store og svære følelser, overvejelser eller beslutninger han måtte stå overfor. En, der forstod – og en, der kunne holde tand for tunge, når det var nødvendigt.

Stod sammen i de svære år

- De to brødre har i den grad støttet sig til hinanden op gennem deres barndom og ungdom, hvor først skilsmissen mellem forældrene og senere prinsesse Dianas tragiske død har været ubegribeligt hårdt for dem, vurderer Malan Joensen og uddyber: - Prins William har uden tvivl fundet stor glæde og lettelse i at vide, at han havde en fantastisk lillebror at læne sig op ad for at få gode råd og støtte til den kæmpe opgave, der venter ham ude i fremtiden, når han skal være konge. Og pludselig blev det trygge tæppe revet - om ikke fuldstændigt væk, men i hvert fald flyttet flere tusind kilometer vestpå, da Harry og Meghan sagde farvel og drog til USA. Alene dét må have været en bitter pille at sluge for William, men han har sikkert også godt kunnet forstå, hvordan det passer Harrys natur bedre at være på afstand af det kongelige officielle liv og pressen.

Interviewet der ændrede alt

Uagtet hvor stor forståelse prins William måtte have for sin lillebrors ageren og beslutninger, er der ingen tvivl om, at det var både chokerende og sårende for prinsen, da Harry og Meghan i marts 2021 tonede frem på tv og åbnede deres hjerter over for tv-værtinden Oprah Winfrey: - Det afgørende slag kom dog med Harry og Meghans Oprah-interview, hvor parret i den grad overtrådte den uskrevne regel om ikke at udstille interne konflikter i kongehuset, og hvor prins William - og resten af familien for den sags skyld - må have følt, at de fra da af ikke kunne betro sig til Harry og Meghan om noget som helst af frygt for, at det blev til en saftig overskrift i et Oprah-talkshow, en Netflix-dokumentar eller i den selvbiografi, prins Harry arbejder på. Og dermed har prins William de facto mistet sin nærmeste fortrolige i familien ud over hustruen Kate, vurderer Malan Joensen.
Hun mener dog, at brødrenes forhold sagtens kan blive godt igen. Det afhænger dog af, hvordan prins Harry forvalter den tillid og fortrolighed, der er tilbage mellem dem - ikke mindst i årene fremover, hvor prins William rykker tættere på tronen.
- Jeg er overbevist om, at Harry også savner sin bror og den støtte, William som storebror kan give den anden vej. Derfor kan jeg sagtens forestille mig, at begge parter vil arbejde på at forbedre forholdet, når det værste stormvejr har lagt sig, og det er kommet for en dag, hvorvidt der vil dukke flere private afsløringer eller konflikter op i kølvandet på Harry og Meghans arbejde med Netflix og Harrys egen biografi, hvor han giver indtryk af, at læserne kommer helt tæt på hans tanker og privatliv, mener Malan Joensen. - Hvis Harry formår at holde den rette balance mellem interessante fortællinger fra egne rækker og diskretion over for kongefamiliens private anliggender, så kan de to brødre sagtens klinke skårene, tilføjer hun.

Læs mere om: