
Det var lidt af en slids! Se prins Harry og hertuginde Meghan til Kris Jenners runde fødselsdag

Det var lidt af en samling A-kendisser, der lørdag aften stimlede sammen om Jeff Bezos' Beverly Hills-palæ.
Amazon-milliardæren havde nemlig tilbudt at lægge hus til Kris Jenners 70-års fest, skriver flere medier deriblandt Hello Magazine.
Og blandt de mange celebre gæster var såmænd også prins Harry og hertuginde Meghan.
Temaet for 70-års festen var "007" og prins Harry var i komplet James Bond-look med elegant fløjsjakke, samtidig med, at han også viste sin sympati med den britiske Remembrance Day ved at bære den klassiske valmue-pin.
Hertuginde Meghans James Bond-look var holdt helt i elegant sort med en tætsiddende, langærmet sort bluse og sort slå-om-nederdel med en bemærkelsesværdig høj slids.
Dertil havde hun ifølge Royal Fashion Daily både øreringe, stiletter og clutch fra italienske Aquazurra.
Med til festen var udover Kardashian-børnene blandt andre også Mariah Carey, Mark Zuckerberg, Stevie Wonder, Paris Hilton, Oprah Winfrey, Alicia Keys og Chris Rock.
Ifølge Daily Mails oplysninger var der omkring 300 gæster til festen.



