2. jun. 2022
Af Malan Joensen

Efter faldet fra tinderne: Hvor er prins Andrew velkommen?

Dronning Elizabeth og prins Andrew i 2019.
Dronning Elizabeth og prins Andrew i 2019.
Arkivfoto: MEGA
Den storslåede fejring af dronning Elizabeths regeringsjubilæum finder sted de kommende dage, og det skal blive interessant at se, hvor meget prins Andrew må være med til.

Lige siden skeletterne begyndte at rasle ud af de luksuriøse skabe i kølvandet på rigmanden Jeffrey Epsteins død i arresten i august 2019, har dronning Elizabeths søn prins Andrew, 62, måttet se sin popularitet dale til et absolut nulpunkt.

Nu står prins Andrew foran en række dage, hvor der er fuldt fokus på hans mor, dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum, og det store spørgsmål er, hvor meget af den offentlige fejring, prins Andrew må være med til.

Den kongelige forbindelse til Epstein, der var dømt for seksuelt misbrug og trafficking af mindreårige, samt anklager om at prins Andrew for mange år siden selv skulle have været involveret i overgreb på Virginia Giuffre, en dengang 17-årig amerikaner, har fået sendt prinsen helt ud i kulden, og han har reelt ikke haft en officiel kongelige opgave siden efteråret 2019.

Virginia Giuffre gik rettens vej og det endte med, at prins Andrew indgik forlig i begyndelsen af 2022.

Selv om prinsen hele tiden har nægtet sig skyldig i alle anklager, er skaden dog forlængst allerede sket.

Prins Andrew har måttet lægge det kongelige arbejde helt på hylden og droppe sin "Hans kongelige højhed"-titulering samt apanage. Ligeledes har han fået frataget alle sine protektioner, og han lever nu et liv, hvor han holder ret lav profil.

Derfor vakte det også opsigt, da han fik det ærefulde hverv at ekskortere dronning Elizabeth ind i kirken ved prins Philips mindehøjtidelighed i foråret, og det valg sætter giver yderligere gang i spekulationerne om, hvor meget af de officielle tiltag prinsen må være med til i de kommende dages fejring af monarken.

Her vil blandt andet være den storslåede Trooping the Colour-parade torsdag, hvor dele af kongefamilien vil agere bagtæppe for dronningen på Buckingham Palace's balkon og en gudstjeneste fredag, foruden Epsom Derby lørdag, som er en af dronning Elizabeths favoritbegivenheder.

Kun med i kirken?

Ifølge BBC har kongehuset allerede for nogle uger siden meldt ud, at det kun er såkaldte "working royals", der må være med på balkonen torsdag. Det vil altså sige, at hverken prins Andrew eller Harry og Meghan træder frem og er med ved hyldesten af dronning Elizabeth.

Ifølge The Times forventes det derimod at prins Andrew er velkommen ved fredagens taksigelsesgudstjeneste i St. Paul's Cathedral i London sammen med store dele af kongefamilien.

Hvorvidt prins Andrew, der selv er glad for heste, også skal være med til lørdagens derby, er der indtil videre ingen bud fra den britiske presse på.

Stadig en del af familien

Uanset hvor mange officielle arrangementer, prins Andrew ender med at være med til under jubilæumsfejringen, vil hans deltagelse i gudstjenesten sende samme signal fra dronning Elizabeth som sidst, hun havde Andrew med i kirke: At han stadig er en del af kongefamilien, selv om hans tidligere liv som kongelig med officielle opgaver og apanage forlængst er ovre.

Læs mere om: