4. maj. 2023
Af Christinna Braun

Inden sin store rolle til kroningen: Dronning Camillas barnebarn i cykelstyrt

Kong Charles og dronning Camilla. 
Kong Charles og dronning Camilla.
Foto: Ritzau Scanpix
Dronning Camillas barnebarn har brækket armen før kroningen.

Der ventes flere tusinde gæster, når kong Charles og dronning Camilla skal krones i Westminster Abbey lørdag den 6. maj.

Kongelige fra nær og fjern rejser til London for at overvære den historiske begivenhed, og fra Danmark kommer kronprins Frederik og kronprinsesse Mary.

Den britiske kongefamilie deltager naturligvis også, ligesom dronning Camillas børn og børnebørn er selvskrevne gæster.

Tre af dronning Camillas børnebørn har sammen med bl.a. prins William og prinsesse Kates søn George fået helt særlige roller ved kroningen.

Camillas børnebørn Gus og Louis Lopes, 13, og Freddy Parker Bowles, 13, skal sammen med prins George være kongeparrets ”Pages of Honour”, som skal gå med i processionen gennem skibet i Westminster Abbey.

Deres rolle vil bl.a. indebære at holde dronning Camillas kroningskåbe, når hun går op ad gulvet i Westminster Abbey, skriver Hello Magazine.

Men nu er et af børnebørnene kommet til skade og får muligvis problemer med at hjælpe til med fx den tunge kåbe.

Gus Lopes, søn af dronning Camillas datter Laura Lopes, har brækket armen efter et cykelstyrt, skriver Hello Magazine.

Ifølge mediet beretter en ven af familien, at den 13-årige Gus ”brækkede sin arm i et cykelstyrt, da han holdt ferie. Han har fået gipsen af, men han skal bære en slynge på den store dag.”

Dronning Camilla har i alt fem børnebørn. Datteren Laura har Gus og hans tvillingebror Louis samt datteren Eliza på 15. Camillas søn har Lola, 15, og sønnen Freddy, 13.

Tvillingerne Gus og Louis Lopes med deres storesøster, Eliza. Billedet er taget sidste år. 
Tvillingerne Gus og Louis Lopes med deres storesøster, Eliza. Billedet er taget sidste år.
Foto: MEGA

Læs mere om: