2. feb. 2023
Af Lene Skriver Bak

Kong Charles træder til i nøden: Åbner de kongelige boliger

Kong Charles
Kong Charles.
Foto: Mega
Kong Charles åbner dørene til sine boliger, så hans folks problemer kan lettes en smule.

Krisen kradser også i Storbritannien og kong Charles tager konsekvensen og åbner dørene til nogle af de kongelige boliger for folk, der har brug for varme og selskab.

På Highgrove House i Gloucestershire åbner The Orchard Tearoom hver tirsdag frem til marts som varmestue, så mennesker, der er påvirket af de høje leveomkostninger og energipriser kan komme og opholde sig i de kongelige stuer frem for at tænde for varme derhjemme.

Det skriver BBC.

På samme måde åbnes dørene til Dumfries House og Castle of Mey i Skotland.

Kong Charles og hans organisation The Prince's Foundation, der står bag det praktiske arbejde med varmestuen, melder sig dermed under fanerne sammen med biblioteker, kirker og forsamlingshuse landet over, der laver varmestuer, som alle er velkomne i.

Varmestuerne skal sørge for et varmt sted at være, for dem, der kæmper økonomisk, men også som et sted, hvor man kan komme, hvis man er ensom eller bare trænger til at snakke lidt med nogen.

Når varmestuen på Highgrove House er åben, serveres der lidt mad og varme drikke til de fremmødte, oplyser Highgrove-direktør Constantine Innemée, der også er projektdirektør i Prince's Foundation.

Læs mere om: