Kongehusekspert om prins William: Meget rørende at se Dianas arv bragt i spil
Prins William overraskede tilfældige briter og turister i London, da den kommende konge stod og solgte hjemløsebladet “Big Issue” og den måde at nedbryde stigma og give samfundets svageste en stemme lægger sig absolut i tråd med hans mor, prinsesse Dianas, livsværk.
Prinsen har lært fra den bedste, vurderer kongehusekspert Marianne Singer.
– Han går meget i prinsesse Dianas fodspor. Han var allerede med sin mor på besøg på et hjemløseherberg, da han var 11, og det, har han senere fortalt, gjorde et stort indtryk på ham. Han har virkelig fortsat sin mors arbejde og videreført hendes tilgang, der var personlig og uden angst for at være med fysisk, forklarer BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer og fortsætter:
– Prinsesse Diana lærte sine drenge at være talerør for de svage, der ikke selv kunne blive hørt.
Netop lysten til at være til stede med dem, det hele handler om, frem for at holde store skåltaler og udelukkende fokusere på organisationernes direktionsgang, gør en forskel, mener Marianne Singer.
– Han giver en stemme til dem i samfundet, der ikke selv kan tale for sig. Han tager skammen, der kunne være, fra dem ved at stille sig frem og være på samme niveau som dem for en stund. Han går et skridt videre end mange andre, der er lige så privilegerede som ham. Han bevæger sig ud på gaden, hvor det sker – han snakker ikke bare om det, men blander sig med dem som det handler om. På den måde gør han virkelig et stort indtryk på mig, understreger hun.
Diana ville være stolt
Prins William gør en dyd ud af at komme ud og se arbejdet i praksis og tale med dem, det er meningen, der skal have gavn af indsatsen.
– Han har ikke noget imod at komme helt tæt på dem, det handler om – han sov for eksempel en nat på gaden sammen med repræsentanter for hjemløseorganisationen Centrepoint tilbage i 2009, fordi han gerne ville sætte fokus på unge hjemløse.
– Hans lillebror Harry har på samme måde gået i sin mors fodspor. Han har blandt andet sat fokus på HIV/aids-området og gjorde en kæmpe forskel, da han lod sig aids-teste live på de sociale medier i 2016. Det havde en enorm effekt på antallet af tests blandt unge bagefter. Det var virkelig med til at bryde stigmaet.
– Diana ville have været utroligt stolt, er der ingen tvivl om. Drengene er gået hendes vej og hjertet med sig.
Et moderne monarki
Prins Williams måde at gøre tingene på, vækker genklang i de øvrige europæiske kongehuse, hvor prinsesse Dianas indsats, der virkelig var banebrydende i sin tid, har sat sine tydelige præg på måden, de kongelige interagerer med såkaldt ’almindelige mennesker’.
– William er på den måde fortsat med at modernisere kongehuset, som hans mor også i den grad stod for. Han er ikke bange for tabuer og involvere sig selv personligt, som vi ser vores egen kronprinsesse Mary gøre herhjemme med sit arbejde med for eksempel ensomme og voldsramte kvinder, og som vi ser i for eksempel Sverige, Norge og Holland.
– Dianas arv gør, at kongehuset stadig er vedkommende og brugbart for nutidens generationer, hvor man nyder, at de kongelige er mere ’hands on’ og selv deltager aktivt.