
Kongelig dropper fancy bil: Ankommer på cykel og med refleksvest til julehygge på slottet

Julen sig nærmer med hastige skridt, og for mange er kalenderen tætpakket med sociale arrangementer.
Der skal nås at sige "God jul" til familie, venner og bekendte, og sådan er det også for den britiske kongefamilie.

Således inviterede kong Charles store dele af den britiske kongefamilie til en hyggelig frokost på Buckingham Palace, og forinden kunne man se en perlerække af kongelige ankomme i bil til det kongelige slot i London.
Fotografier viser, at blandt andet prins William og prinsesse Catherine ankom i bil med deres tre børn, ligesom også prinsesse Anne og prins Edward kom trillende ind af slotsportene.
Men ganske bemærkelsesværdigt var der ét medlem af kongefamilien, som ikke ankom på fire hjul.

David Armstrong-Jones, der er søn af afdøde prinsesse Margaret, ankom på cykel.
Den 64-årige prinsessesøn bar uden på sin vinterjakke og jakkesæt en refleksvest, så han kunne ses i den mørke London-trafik.
