Personlig udmelding fra dronning Elizabeth: Det siger hun om fremtiden
Dronning Elizabeth sørgede for at afslutte fire dages jubilæumsfejring på smukkeste vis, da hun i ganske få minutter viste sig på balkonen foran Buckingham Palace søndag eftermiddag.
Her var monarken omgivet af sin nærmeste familie, og synet fremkaldte kæmpe jubelbrøl hos publikum og royale fans, der var samlet for at fejre dronningens 70 år på tronen.
Der har de seneste dage været afbud fra den aldrende dronning til en del af de officielle punkter i programmet, blandt andet til Epsom Derby, som er blandt Elizabeths store favoritter.
Dronningen har med sine 96 år naturligvis ikke har de samme kræfter som ved 60-års jubilæet tilbage i 2012, men mange briter havde nok alligevel håbet, at de ville få hende at se flere gange i løbet af jubilæet.
I stedet er dronning Elizabeth blevet repræsenteret ved familien, hvor især tronfølgeren prins Charles og hans søster prinsesse Anne har taget teten.
Og noget tyder på, at vi kan komme til at se mere af den slags i fremtiden.
I dronning Elizabeths sjældne og personlige udmelding i kølvandet på fejringen, hvor hun blandt andet takker for al den støtte, der er blevet hende vist, skriver hun nemlig blandt andet således:
"(...) jeg vedbliver at være forpligtet til at tjene jer efter mine bedste evner, støttet af min familie."
Det kan tolkes som at dronningen i fremtiden måske i endnu højere grad end nu vil benytte sig af muligheden for, at medlemmer af den kongelige familie kan repræsentere hende på officielle opgaver.
Det er især såkaldte "mobilitetsproblemer", som kongehuset kalder det, som dronning Elizabeth har døjet med i løbet af foråret.
Derfor har hun måttet melde fra til en del opgaver og f.eks. benytte sig af videomøder ved audienser, så hun har kunnet undgå transport mellem Windsor Castle, hvor hun opholder sig størstedelen af tiden, og Buckingham Palace.
Efter dronning Elizabeth var på balkonen foran sidstnævnte slot i torsdags ved den storslåede Trooping the Colour-parade oplevede hun ifølge kongehuset "ubehag" og måtte derfor, både til sin egen og også briternes store ærgrelse afstå fra at deltage i fredagens taksigelsesgudstjeneste og Epsom Derby.
Det er usikkert, om det oprindeligt var planen, at hun også skulle have deltaget personligt i lørdag aftens store jubilæumskoncert, men også her blev hun repræsenteret af familien.
I stedet kunne dronning Elizabeth følge den store hyldest fra tv'et hjemme på Windsor Castle, hvor hun ifølge barnebarnet Zara Tindall sad i sofaen iført behageligt tøj.