8. dec. 2022
Af Christinna Braun

Prins Harry i ny dokumentar: Institutionen kender den fulde sandhed

Prins Harry. 
Prins Harry.
Foto: Ritzau Scanpix
De tre første afsnit af dokumentaren om prins Harry og hertuginde Meghan er ude.

Torsdag den 8. december havde de tre første afsnit af den nye dokumentar ”Harry & Meghan” premiere på Netflix, og her er det kongelige par blevet filmet i omkring halvandet år, efter de trak sig fra deres kongelige pligter i det britiske kongehus.

I dokumentaren fortæller prins Harry og hertuginde Meghan deres side af historien og forsvarer deres beslutning om at fratræde som kongelige seniormedlemmer.

Prins Harry fortæller om, hvordan han føler, historien gentager sig selv – fra hans mor, den afdøde prinsesse Diana, blev jagtet af paparazzier, til hvordan han og Meghan blev chikaneret af pressen og privatpersoner.

- Ingen kender den fulde sandhed. Vi kender den fulde sandhed. Institutionen kender den fulde sandhed. Medierne kender også den fulde sandhed, for de var med i det, lyder det fra prins Harry.

- Og jeg tror, at alle andre i min situation havde gjort præcis det samme.

Med ”Institutionen” mener prins Harry ”firmaet”, som det britiske kongehus kaldes.

Dokumentaren er udover interviews med prins Harry og hertuginde Meghan bakket op af hjemmevideoer, parret selv har filmet. De begyndte at filme sig selv, lige efter de havde trukket sig fra de kongelige pligter i marts 2020.

- Det er virkelig svært at se tilbage på det hele nu og tænke ”Hvad i alverden skete der? Hvordan endte vi her?”, lyder det fra prins Harry i en af de første videoer filmet i 2020.

De tre sidste afsnit har premiere på Netflix den 15. december.

Læs mere om: