5. jan. 2023
Af Lene Skriver Bak

Prins Harry kommer med vilde anklager i ny bog: William overfaldt mig

Prins William og prins Harry
Prins William og prins Harry.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Prins Harry udgiver i næste uge sin selvbiografi og de første afsløringer er allerede begyndt at pible frem.

Prins Harry udgiver i næste uge sin selvbiografi "Reserven" verden over.

Den britiske avis The Guardian har, trods forlagene holder bogen tæt til kroppen, allerede fået fat i en kopi af bogen og avisen skriver, at et af kapitlerne i bogen handler om en fysisk konfrontation mellem prins Harry og hans bror, prins William, i 2019.

Brødrenes forhold var presset efter prins Harry indgik ægteskab med hertuginde Meghan og prins Harry beskriver i bogen, at hans storebror i 2019 ankom rasende til hans hjem i London.

I den følgende samtale, der ifølge prins Harry havde mere karakter af et skænderi, kaldte prins William ifølge prins Harry hertuginden "besværlig", "ubehøvlet" og "ubehagelig", inden konfrontationen eskalerede og altså endte med, at prins William angiveligt skulle være blevet fysisk voldsom overfor sin bror.

"Det hele skete så hurtigt. Så hurtigt! Han tog fat i mig i kraven, flåede min halskæde i stykker, og han slog mig i gulvet. Jeg landede på hundens skål, som revnede under min ryg, og stykkerne skar i mig. Jeg lå der et øjeblik, fortumlet, og rejste mig så og bad ham skride," forklarer prins Harry ifølge The Guardian i bogen.

Selvbiografien "Reserven" udkommer 10. januar i hele verden.

Det forventes, at bogen og dens indhold kommer til at forværre det allerede betændte forhold mellem prins Harry og hans familie med storebror, prins William, og far, kong Charles, i spidsen.

Læs mere om: