
Prins William og prinsesse Kate har taget beslutningen for George: Det er ved at blive et anspændt problem

Der er sikkert mange forældre, der kender til problematikken: Hvornår skal man give sit barn en telefon?
Prins William og prinsesse Kate har også taget stilling til det spørgsmål, og hos dem lyder svaret: "Ikke endnu".
Det betyder, at deres tre børn, 12-årige prins George, 10-årige prinsesse Charlotte og prins Louis på syv år, ikke har adgang til digitale enheder.
Det fortalte prins William i et interview med tv-værten Luciano Huck under besøget til Brasilien i sidste uge.

Her afslørede tronfølgeren, at det er begyndt at blive et "anspændt problem" med især George, men at han og Kate holder fast i beslutningen. Dog overvejer de at give deres ældste søn en telefon til næste år, når han skal videre i skolesystemet.
Men det bliver uden internetadgang.
- Vi kommunikerer, hvorfor vi ikke synes, det er rigtigt. Og igen, jeg tror, det er internetadgangen, jeg har et problem med. Jeg synes, at børn kan få adgang til for mange ting, de ikke behøver at se online, og derfor synes jeg, det er fint at have en telefon og sms, den gamle slags 'murstenstelefon', som de kalder det, lød det fra prins William.
Harry og Meghan har samme overvejelser
Også prins Harry og hertuginde Meghan har store overvejelser om, hvornår deres to børn, Archie på seks år og Lilibet på fire, får adgang til sociale medier.
Det fortalte de i oktober, da de vandt prisen "Humanitarians of the Year" for deres arbejde med mental sundhed.
- Heldigvis er de stadig for unge til sociale medier, men vi ved, at dagen kommer, og ligesom så mange andre forældre tænker vi konstant på, hvordan vi kan omfavne teknologiens fordele, samtidig med at vi beskytter dem mod farerne, fortalte Meghan i talen.

