1. sep. 2022
Af Malan Joensen

Prinsesse Dianas hemmelige kærlighed del 1: Ham var hun i virkeligheden forelsket i

Prinsesse Diana i 1997.
Prinsesse Diana i 1997.
Foto: Ritzau Scanpix
Selv om det var Dodi Al-Fayed, prinsessen tilbragte sine sidste dage med, spøgte en anden mand angiveligt i kulissen.

I disse dage er det 25 år siden, vi sagde farvel til prinsesse Diana.

Vi ser i den forbindelse tilbage på historien om Dianas dengang ukendte og hemmelige kæreste, som hun de sidste par år af sit liv var dybt forelsket i - men som ikke var ham, hun døde sammen med den skæbnesvangre nat.

Hvem var prinsesse Dianas hemmelige kærlighed, og hvorfor havde de brudt med hinanden kort før hendes død?

Dette er første del af historien:

Ulykken i Paris

Kort efter midnat den 31. juli 1997 kørte en sort Mercedes under den parisiske asfalt og forsvandt ind i Pont D’Alma-tunnellen.

Lidt tid efter fulgte flere fotografer, der var stærkt interesseret i én af bilens passagerer – den britiske prinsesse Diana, en af århundredets kendteste kvinder, som sad på bagsædet.

Som bekendt kom bilen aldrig ud fra tunnellen i ét stykke, men kolliderede med en betonpille og siden med tunnelvæggen i høj fart, og prinsessen døde samme morgen af sine kvæstelser.

Ved hendes side i bilen sad en mand, der skulle komme til at dominere prinsessens kærlighedsmæssige eftermæle på en måde, der ikke stemmer helt overens med, hvordan det i virkeligheden så ud. I hvert fald ikke, hvis man spørger nogle af dem, der var tæt på prinsesse Diana.

Det faktum, at Dodi Al-Fayed og prinsesse Diana havde set en del til hinanden i sommeren 1997, kom til at danne baggrund for en antagelse om, at prinsessen kort før sin død havde mødt den helt store kærlighed og nu stod på tærsklen til et nyt, lykkeligt liv sammen med denne Dodi Al-Fayed.

Især faderen, den stenrige, tidligere ejer af stormagasinet Harrods, Mohamed Al-Fayed, var efter ulykken ivrig efter at holde liv i historien om sønnen og prinsesse Dianas store kærlighed til hinanden.

Den uimponerede hjertelæge

Imidlertid står der en anden mand i kulissen, som i langt højere grad var genstand for prinsessens varme følelser, hvis man skal tro folk tæt på hende.

Den nu 64-årige Hasnat Khan er en mand med pakistansk baggrund, hvis store passion i livet er arbejdet som hjertekirurg.

Hasnat Khan.
Hasnat Khan.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix

I årene 1995-1997 var prinsesse Diana også en af hjertelægens store passioner, men det var hendes person og aldrig hendes titel, der tiltrak ham.

Hans manglende fascination af det royale liv og den opmærksomhed, der uundgåeligt fulgte med, var faktisk det, der oprindeligt satte prinsessens hjerte i brand – og i sidste ende komplicerede deres forhold i en sådan grad, at drømmen om en fælles fremtid brast.

Denne artikel har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Dette er første del af artikelserien. Læs 2. og 3. del ved at klikke her og her

Kilder: Vanity Fair, Daily Mail, Kate Snell: ”Diana: Her Last Love”.

Læs mere om: