4. jun. 2022
Af Malan Joensen

Sådan fejrer den kongelige familie Harry og Meghans datter

Hertuginde Meghan og prins Harry.
Hertuginde Meghan og prins Harry.
Foto: MEGA
Prins Harry og hertuginde Meghans datter Lilibet bliver 1 år lørdag.

Det er en særdeles festlig weekend for Harry og Meghan, der i disse dage opholder sig i England i anledning af dronning Elizabeths 70-års regeringsjubilæum.

Ikke alene fejrer de monarken, men deres yngste barn, datteren Lilibet Diana Mountbatten-Windsor, kan fejre sin første fødselsdag denne lørdag.

Lilibet er i England sammen med mor, far og storebror Archie, som lige er blevet 3 år.

Lørdag formiddag fejrer den kongelige familie Lilibet med en række lykønskninger via Twitter.

På prins William og hertuginde Catherine, prins Charles og hertuginde Camilla samt monarkens konto lyder der stort set ens hilsner til den lille pige, der er opkaldt efter dronning Elizabeth.

Alle tre hilsner blev udsendt med kort mellemrum og kan ses her nedenfor:

Om den kongelige familie også skal samles om Lilibet til en hyggelig fødselsdagsfejring lørdag vides endnu ikke, men de kan næppe allesammen nå at mødes, da både Kate og William samt prins Edward og grevinde Sophie har officielle opgaver i forbindelse med jubilæet på henholdsvis Cardiff Castle og i Nordirland, skriver Daily Mail.

Ifølge britiske medier vil dronning Elizabeth dog lykønske dagens fødselar i egen høje person, selv om den 96-årige dronning har måttet melde afbud til en række officielle jubilæumsarrangementer på grund af "ubehag".

På dagens program for jubilæumsfejringen er der Epsom Derby lørdag eftermiddag og den stort anlagte hyldestkoncert foran Buckingham Palace lørdag aften, hvor blandt andre prins William og prins Charles ventes at deltage.

Læs mere om: