Slutspurt inden kroning: Kong Charles i hopla hjemme i haven
Blot et par dage inden det går løs med kroningsfestligheder hele weekenden tog kong Charles og dronning Camilla hul på en skattet tradition for første gang som kongepar.
Kongen og dronningen afholdt det første Garden Party ved Buckingham Palace siden de overtog tronen efter dronning Elizabeth i september sidste år.
Garden Parties, der blev etableret under dronning Victorias regeringstid, er en vigtig måde for medlemmer af den kongelige familie at tale til en bred vifte af mennesker fra alle samfundslag, som alle har haft en positiv indflydelse i deres samfund.
Medlemmer af den kongelige familie cirkulerer blandt gæsterne i 'baner'. Hvert medlem tager sin egen rute, og der laves tilfældige præsentationer, så alle har lige chance for at tale med et medlem af den kongelige familie. Medlemmer af den kongelige familie ankommer derefter til det kongelige tetelt, hvor de møder yderligere gæster. Gæsterne kan frit spise, drikke og slentre rundt i de smukke slotshaver, oplyser det britiske hof.
Årets to Garden Parties ved Buckingham Palace og et tredje ved Palace of Holyroodhouse i skotske Edinburgh bliver gennemført som en fejring af kroningen af kongeparret, og det første blev altså afholdt blot tre dage før den højtidelige ceremoni i Westminster Abbey.
Her deltog foruden kong Charles og dronning Camilla også kongens lillebror, prins Edward, og hans hustru, hertuginde Sophie af Edinburgh samt dronning Elizabeths fætter, hertug Richard af Gloucester og hans danskfødte hustru, hertuginde Birgitte.
Kong Charles var i strålende humør og lignede en, der nød at slentre rundt i slotshaven og få en snak med folk.
Blandt de mange tusinde gæster var den amerikanske superstjerne Lionel Richie, der er blandt de optrædende i den stort anlagte kroningskoncert, der finder sted søndag aften ved Windsor Castle, og hans partner gennem knap 10 år, Lisa Parigi.
Se skønne billeder fra onsdagens Garden Party ved Buckingham Palace i galleriet øverst.