Tidligere ansat står frem: Det spøger på slottet
Grant Harrold, der tidligere har arbejdet som butler for kong Charles i syv år, fortæller til avisen Daily Express, at det spøger på et af de royale slotte i Storbritannien.
"I en af familiens vigtige residenser er der en brønd. Brønden er nu blændet, og man kan ikke længere se den. Men for 100 år siden var den i brug, og mens der var brudt en ildebrand ud i ejendommen, faldt der angiveligt en lille dreng ned i brønden, fortæller Grant Harrold.
Han tilføjer, at drengen ulykkeligvis druknede og derefter blev stedt til hvile på en af de lokale kirkegårde.
Siden da har der gået rygter om, at drengen går igen i kælderen, hvor brønden tidligere var.
Grant Harrold kan endda berette, at han selv mener at have stiftet bekendtskab med spøgelset, mens han har været nede i kælderen:
"En dag, da jeg var dernede med en husholderske, slukkede jeg lyset, og så kunne vi høre en lille dreng grine. Det er helt sikkert, at der den dag i dag er spøgelser på de kongelige residenser," understreger Grant Harrold.