“Vi kender den fulde sandhed”: Harry og Meghan tager bladet fra munden i ny Netflix-dokumentar
Inden længe får en spritny dokumentarserie, "Harry & Meghan" om prins Harry og hertuginde Meghan premiere.
Her får seerne et unikt indblik i prins Harry og hertuginde Meghans side af historien, som de gerne selv vil fortælle den.
Harry og Meghan har, siden de blev gift, lagt ryg til kommentarer, meninger og diskussioner, hvilket har drevet dem længere og længere fra den kongelige familie, som prinsen er født ind i.
Parret meldte i begyndelsen af 2020 ud, af de trak sig tilbage fra deres roller som seniormedlemmer i det britiske kongehus. Herefter flyttede de til Californien med deres søn Archie, og her blev deres datter, Lili, født.
I traileren til den nye dokumentarserie fortæller prins Harry, at sandheden ikke har været fremme.
- Ingen kender den fulde sandhed. Vi kender den fulde sandhed, siger prins Harry i traileren.
Se traileren til den nye dokumentarserie ved at klikke her.
Netflix selv skriver, at seerne bliver lukket ind et sted, der ellers har været hidtil skjult.
”I en hidtil uset og dybdegående dokumentarserie deler hertugen og hertuginden af Sussex den anden side af deres højprofilerede kærlighedshistorie. Over seks afsnit viser serien deres forholds hemmelige første tid og de udfordringer, der førte til, at de følte sig tvunget til at træde tilbage fra deres seniorroller i institutionen. Med kommentarer fra venner og familie, hvoraf de fleste aldrig har udtalt sig offentligt om, hvad de var vidne til, og historikere, der diskuterer tilstanden i det britiske Commonwealth i dag og kongefamiliens forhold til pressen, belyser serien ikke kun et pars kærlighedshistorie, det tegner et billede af vores verden, og hvordan vi behandler hinanden. Fra den anmelderroste, to gange Osccar-nominerede og Emmy-vindende instruktør Liz Garbus giver ”Harry & Meghan” et indblik i forholdet hos et af de mest omdiskuterede par i verden.”
Se traileren til den nye dokumentarserie ved at klikke her.
”Harry & Meghan” har premiere på Netflix den 8. december, men vi i Danmark må desværre vente lidt. Det er endnu ikke meldt ud, hvornår den kan ses på dansk Netflix.