Chris O'Neill fylder 47 år: Madeleine fejrer sin store kærlighed
Prinsesse Madeleine sørger helt sikkert for at give sin mand, Chris O'Neill, en dejlig fødselsdag, når han søndag fylder 47 år.
Parret mødte hinanden i sommeren 2010 gennem fælles venner i New York, hvor Madeleine arbejdede med dronning Silvias velgørende organisation Childhood Foundation.
– Det begyndte som et nært venskab, og vi havde det vældig sjovt sammen, har Madeleine tidligere fortalt.
Dybt forelskede
Den otte år ældre Chris O’Neill og Madeleine gjorde så stort et indtryk på hinanden, at de kort efter forelskede sig i hinanden.
Parret blev gift i 2013 og har nu tre børn sammen, prinsesse Leonore, 7, prins Nicolas, 6, og prinsesse Adrienne, 3.
Vil ikke være prins
Modsat prins Daniel, der er gift med kronprinsesse Victoria, og prinsesse Sofia, der er gift med prins Carl Philip, fravalgte Chris O´Neill overraskende en kongelig status, da han sagde ja til prinsesse Madeleine.
Dermed kunne han både beholde sit britisk-amerikanske statsborgerskab, forblive en privat borger og fortsætte sit arbejde indenfor finansverden.
Bor i million-villa
Sidenhen har han vist sig ved prinsesse Madeleines side ved udvalgte kongelige fejringer og arrangementer.
Men han har ikke, ligesom resten af den kongelige familie, faste kongelige pligter.
I december sidste år købte prinsesseparret en ny villa i Pinecrest, syd for Miami, til omkring 20 millioner kroner, hvor de har deres hverdag.