
Da dronning Silvia blev hyldet, var alvoren ikke til at skjule: Virkeligheden er en bitter påmindelse

Onsdag eftermiddag blev Sveriges dronning Silvia tildelt "Bayerische Staatsmedaille für soziale Verdienste" for sin grundlæggelse af World Childhood Foundation og sit arbejde mod seksuel vold og misbrug af børn.
Den store ære modtog hun under et besøg i München, Tyskland. Indtil nu har det svenske kongehus ikke delt mange oplysninger om hyldesten, men torsdag eftermiddag løfter de sløret.
Det sker på både Instagram og kongehusets egen hjemmeside, hvor hoffet blandt andet skriver, at Silvia allerede ankom til Tyskland tirsdag. Her deltog hun sammen med flere repræsentanter for World Childhood Foundation i en adventkoncert.

I München blev dronning Silvia, som selv er fra Tyskland, modtaget af et orkester og et hav af mennesker, der var mødt op med svenske flag.
Ved ceremonien holdt dronningen en tale - på tysk naturligvis - hvor hun takkede for udmærkelsen og samtidig understregede, at arbejdet slet ikke er færdigt.
Fakta
Hvad er World Childhood Foundation?
I 1999 stiftede dronning Silvia World Childhood Foundation, som hjælper børn, der er udsat eller risikerer at blive udsat for overgreb. Deres vision er at skabe en verden, hvor alle børn er fri for seksuel vold og udnyttelse.
Fondens arbejde er baseret på FN's konvention om barnets rettigheder og i overensstemmelse med verdensmålene 5, 16 og 17. De er finansieret af virksomheder, fonde og private donorer.
I mange år har dronning Silvias datter prinsesse Madeleine også været tæt tilknyttet fonden, hvor hun er æresnæstformand.


- I mange årtier har det været en sag, der ligger mig på sinde, at FN's konvention om barnets rettigheder ikke blot anerkendes, men at børns rettigheder er en levet virkelighed i børns og unges hverdag. Alligevel minder virkeligheden mig konstant, bittert, om, hvor langt vi som individer og som samfund er fra at opnå dette – især når børn oplever seksuel vold og misbrug. Vold er en forfærdelig og udbredt virkelighed for børn og unge, selv her i Tyskland, lød det blandt andet i talen.
Dronning Silvia forsikrede desuden alle om, at hun vil fortsætte sit arbejde for at sikre, at alle børn har ret til at opleve en tryg og beskyttet barndom, fri for seksuelt misbrug og vold.
