Hele den danske kongefamilie inviteret til bryllup i Sverige
Når Sveriges prins Carl Philip endelig får sin prinsesse, Sofia Hellqvist, kan det ske i overværelse af store dele af den danske kongelige familie.
I hvert fald er både dronning Margrethe, prinsgemalen, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte inviteret til prinsebryllup i juni.
Det skriver den svenske avis Aftonbladet på sin hjemmeside.
Et par bliver nok hjemme
Dog sker det næppe, at alle de danske inviterede kommer med. Der skal nemlig være en tilbage, som kan bvære rigsforstander.
I virkeligheden kan det være dronningens kusine, prinsesse Elisabeth, men det er aldrig før sket.
Dronningen er gudmor til Carl Philip
Dronning Margrethe er gudmor til prins Carl Philip, og til pressemødet i anledning af dronningens 75-års fødselsdag sagde majestæten, at hun allerede glæder sig til brylluppet.
Også norske kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit samt prinsesse Märtha Louise og husbonden Ari Behn er inviteret.
Om alle de kongelige inviterede også kommer til brylluppet, vil tiden vise.