
Hoffet bekræfter: Snart vender kronprinsesse Victoria tilbage

Sidste sommer begyndte kronprinsesse Victoria på en officersuddannelse, og efter en dejlig sommerferie vender hun snart tilbage til skolebænken.
Det bekræfter kommunikationschefen for det svenske kongehus, Margareta Thorgren, til Svensk Damtidning.
- Kronprinsessen begynder sine studier igen i september, oplyser Margareta Thorgren.
Kommunikationschefen bekræfter desuden, at efterårets studier vil foregå inden for Flyvevåbnet.
Da kronprinsesse Victoria startede på officeruddannelsen i 2024, havde hun store ambitioner for sin tid i militæret. Det skrev hun i et personligt opslag på Instagram i august sidste år.
- Min ambition er nu at lægge al min energi i officersuddannelsen for i fremtiden at kunne repræsentere Sverige og Forsvaret bedst muligt, lyder det fra kronprinsesse Victoria, der tilføjer, at hun ser frem til en givende tid med sine nye studiekammerater, lød det.
På daværende tidspunkt oplyste det svenske kongehus, at kronprinsessens studier ville foregå på fuld tid. Derfor betyder det også, at Victoria drosler ned for sine kongelige opgaver i perioder.

