Kong Carl Gustaf beder om hjælp inden stor personlig mærkedag
Kong Carl Gustaf runder en markant milepæl næste efterår.
15. september 2023 er det nemlig 50 år siden, han blev konge af Sverige.
Det skal naturligvis markeres og fejres, som vores egen dronning Margrethe har fejret og skal fejre sit 50-års jubilæum, men kong Carl Gustaf beder om hjælp forud for festlighederne.
Den svenske konge har brug for hjælp til at udforme Kongens Jubilæumsemblem, altså en slags logo for begivenheden.
Herhjemme designede designbureauet Kontrapunkt med designer Bo Lindemann det officielle logo i forbindelse med dronningens jubilæum.
Noget tilsvarende er kong Carl Gustaf altså nu på jagt efter og kongen har valgt at udskrive en konkurrence.
Studerende indenfor grafisk design opfordres til at give deres bud på et logo, der kan være den visuelle kommunikation omkring jubilæet.
Logoet skal samtidig kunne bruges til at markere, at det næste år er 500 år siden, at Gustav Vasa blev valgt til konge i 1523.
"Vi nærmer os dermed et rigtigt jubilæumsår, som på mange måder vil blive fejret i Stockholm og i resten af Sverige. Det vil vi gerne kunne se! Vi håber, at du, der er studerende og uddanner dig inden for grafisk design eller design, har lyst til at deltage i konkurrencen og skabe det officielle symbol for jubilæumsåret," skriver kongehuset i forbindelse med konkurrencen.
Logoet skal indeholde en svensk kongelig krone, være enkelt i formen, så det kan anvendes i både lille og stor skala og bruges i både farver og sort-hvid, samt være fleksibelt, så det kan anvendes i forskellige sammenhænge, på forskellige materialer og alene eller sammen med andet tryk.
Det må indeholde kongens monogram og tal eller tekst med relation til jubilæumsåret, som for eksempel 50, 500, 1523, 1973 eller 2023.
Logoet må derimod ikke indeholde kongens profil eller et portræt af kongen.
Vinderen af konkurrencen får 30.000 kroner og bliver indbudt til at medvirke ved nogle af jubilæumsmarkeringerne i årets løb.