13. jul. 2022
Af Christinna Braun

Kongehuset har lavet ændringer før kronprinsesse Victorias fødselsdag: Ekspert er ikke i tvivl om hvorfor

Kronprinsesse Victoria. 
Kronprinsesse Victoria.
Foto: MEGA
Kongehuset har lavet store ændringer før kronprinsesse Victorias fødselsdag den 14. juli.

En kongelig festdag er lige på trapperne i Sverige!

Kronprinsesse Victoria fylder 45 år den 14. juli, og det bliver traditionen tro fejret ved folkefesten Victoriadag på Öland. Faktisk er festen i år udvidet til Victoria-ugen, så besøgende har ekstralang tid til at være med til fejringen af kronprinsessen.

Store ændringer i festen

Tidligere begyndte fejringen allerede kl. 14, hvor kong Carl Gustaf først indledte med fødselsdagssang med alle de fremmødte, hvorefter han udråbte et firefoldigt leve for sin datter og afsluttede med en lille tale.

Derefter gik kronprinsesse Victoria rundt og hilste på alle de fremmødte, der ønskede hende tillykke med kram, selfies, gaver og flag.

Men sådan er det ikke i år.

I år begynder festen senere på eftermiddagen, og her vil kongen som vanligt synge fødselsdagssang og holde en lille tale.

Men derefter vil kronprinsesse Victoria og prins Daniel og børnene Estelle og Oscar køre i hestevogn gennem Borgholm til Borgholms Slotsruin, hvor aftenfesten holdes.

Vidner om en udvikling

Ændringen med hestevognskortegen har en helt særlig betydning, er BILLED-BLADETs kongelige ekspert og hofreporter Ulrik Ulriksen ikke i tvivl om.

- Det er bestemt ikke noget, vi normalt ser ved en ”helt almindelig” fødselsdag, som en 45-års jo er, begynder Ulrik Ulriksen.

- For mig at se, er det tydeligt, at kronprinsessen køres mere og mere i stilling til sin kommende rolle som dronning af Sverige. Normalt ser vi jo ellers hestevognskørsel til kæmpe begivenheder som bryllupper. Så jeg synes, det vidner om en udvikling. Derudover er det jo også bare mere coronavenligt, selvom verden er ved at være tilbage til normalen de fleste steder.

Ifølge kongehusets hjemmeside lyder hestekortegens rute således: Sollidens Slott – Estelles promenad – Villagatan – Strand Hotell – Hamnvägen – Norra Långgatan – Borgholms Torg – Köpmangatan – Åkerhagsvägen – Viktoriagatan – Södra vägen – Sollidenvägen – Borgholms Slott.

Der er altså derfor rig mulighed for at få et glimt af fødselaren og hendes familie.

- Det er jo derudover også en rigtig god måde at sikre, at alle kongelige fans får mulighed for at se og hilse på kronprinsessen. Også selvom det ikke bliver med kram i år, siger Ulrik Ulriksen med et smil.

Læs mere om: