Madeleine og Silvia glæder sig til stor aften i Stockholm
For Sveriges prinsesse Madeleine og dronning Silvia er det noget særligt at markere organisationen World Childhood Foundations 20 års-jubilæum i år.
I den anledning har Madeleine og Silvia gang i flere store projekter i organisationen, der kæmper for børns rettigheder.
Senest har de royale stiftere af Childhood Foundation præsenteret en helt ny pris. Den hedder Childhood Prisen og skal overrækkes til en ildsjæl ved en fornem prisfest i Stockholm den 9. december.
Prinsesse Madeleine i juryen
Prinsesse Madeleine er med i juryen, som skal finde frem til vinderen. Overrækkelsen af prisen bliver ifølge Madeleine og Silvia jubilæumsårets højdepunkt. Der er dog allerede i november et stort velgørenhedsarrangement i New York i USA til fordel for Childhood Foundation.
Stor fest i USA
Ved Childhood USA-festen deltager dronning Silvia og prinsesse Madeleine som aftenens værtinder. Ved den lejlighed uddeles ThankYou Award-prisen, som traditionelt går til en fremtrædende politiker eller meningsdanner, som har sat fokus på børns rettigheder.