
Prinsesse Estelle dansede og kørte i tog på første skoledag

Prinsesse Estelle, 6, begyndte i dag i skole. Sammen med sine forældre, kronprinsesse Victoria og prins Daniel, ankom hun en smule spændt til friskolen Campus Manilla i Stockholm. Her mødte hun sine nye kammerater fra 0.klasse.
Estelle dansede moderne
Estelle kom til skolen hånd i hånd med sin mor og far. Hun var i hvid kjole, lys jakke, blå bluse og havde en grå rygsæk på. Glad hilste hun på sine klassekammerater, og kort efter var der gang i en trendy og topmoderne dans.
Netop fællesdans og -sang er noget, man dyrker på friskolen i det skønne Djurgården-kvarter i Sveriges hovedstad.
Kørte i tog med klassekammerater
Efter dans og en kort tale leveret af klasselæreren, fik prinsesse Estelle og de andre unge elever en herlig oplevelse.

De satte sig ind i et tivoli-tog pyntet med svenske flag, og så kørte futtoget med prinsessen og de andre børn afsted mod skolebygningen.
Her blev de nye 0.klasser modtaget af de ældste elever, som viste Estelle og klassekammeraterne ind i klasseværelset på Campus Manilla.
