Prinsesse Estelle og prins Oscar hygger sig på familiens elskede ferieø: Se mors pletskud
Den svenske kronprinsessefamilie nyder weekenden med en rigtig efterårsaktivitet. Familiens yngste, prinsesse Estelle på 10 år og prins Oscar 6 år, er nemlig godt i gang med æble- og pærehøsten.
Det kan man se på to dugfriske pletskud taget af børnenes mor, kronprinsesse Victoria, som er blevet delt på det svenske kongehus' Instagram.
På det ene billede er det kun prinsesse Estelle, der figurerer. Hun står glad og stolt bøjet over den store høst, der både tæller røde æbler og lækre pærer.
Lillebror prins Oscar er med på andet billede, hvor han assisterer sin storesøster, der er klatret op i et æbletræ, hvorfra hun kan kaste æbler ned.
Begge børn er på billederne iklædt behageligt tøj, der både varmer og giver masser af plads til al det sjove høst-arbejde.
Opholder sig på deres elskede ferieø
Af opslaget fremgår det, at kronprinsessefamilien er på Öland i denne weekend.
Öland har en særlig plads i den svenske kongefamilies hjerter. Her ligger deres sommerresidens Solliden, hvor de har tilbragt mange somre både i større og mindre grupper.
Det er også på deres elskede ferieø, at kronprinsesse Victoria hvert år fejrer sin fødselsdag d. 14. juli.