25. feb. 2022
Af Christinna Braun

Tilbage på job: Følelsesladet dag for prins Carl Philip og prinsesse Sofia

Prins Carl Philip og prinsesse Sofia. 
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia.
Foto: Ritzau Scanpix
Det var en følelsesladet dag for prins Carl Philip og prinsesse Sofia, da de deltog i åbningen af en særlig udstilling.

Der efterhånden længe i mellem, at prinsesse Sofia er på officiel kongelig opgave. Det hænger uundgåeligt sammen med, at prinsessen og prins Carl Philip sidste år blev forældre til lille prins Julian og dermed har tre livlige drenge i hjemmet.

Foruden prins Julian, der fylder et år den 26. marts, har Sofia og Carl Philip prins Alexander på knap seks og prins Gabriel på fire.

Forleden gjorde prinsesse Sofia sit kongelige comeback, da hun sammen med prins Carl Philip deltog i åbningen af ”Avicii Experience” på Stockholms kulturcenter Space.

Det var en følelsesladet dag for både prinsen og prinsessen, da de havde et helt særligt forhold til kunstneren Avicii, som det interaktive museum hædrer på fineste vis.

Den svenske superstjerne Tim ”Avicii” Bergling døde kun 28 år gammel den 20. april 2018.

I 2015 spillede han og satte gang i dansegulvet ved Carl Philip og Sofias bryllup, og efter hans død sendte parret en pressemeddelelse ud.

- Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at Tim Bergling er gået bort. Vi er taknemmelige for, at vi fik lov at lære ham at kende og beundrede ham som kunstner og den fine person, han var, skriver prins Carl Philip og prinsesse Sofia i en pressemeddelelse.

- Han gjorde vores bryllup uforglemmeligt med sin fantastiske musik. Vores varmeste tanker går til hans familie.

Prins Carl Philip og prinsesse Sofias viste deres nære forbindelse til Avicii ved at spille hans sang ”Hey Brother” til dåben af deres lille Julian i 2021.

Efter parret havde deltaget i åbningen af det interaktive museum ”Avicii Experience” forleden, delte de på Instagram en række billeder fra eventet, som bragte følelserne frem hos parret.

- I går blev dørene til Avicii Experience slået op på Space i Stockholm. I det interaktive museum kan besøgende følge Tim Bergling fra hans drengeværelse til store arenaer som kunstneren Avicii. Tak til Tim Bergling Foundation, Klas Berling og dem, der har hjulpet os alle med at komme tættere på Tim ”Avicii” Bergling, skrev prinsesse Sofia og prins Carl Philip til det rørende opslag efterfulgt af et gult hjerte.

Se billederne, prinsesse Sofia og prins Carl Philip har delt, herunder.

På det svenske kongehus Instagram er der også blevet delt en fin video fra dagen. Se den herunder.

Læs mere om: