30. jul. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk

Livssti: Fire myter om fuldkorn

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/firemyeromfuldkorn.jpg
Arkivfoto: AOP
Vi skal spise mere fuldkorn, men det behøver ikke nødvendigvis at være mørkt rugbrød

Det kan godt være, at vi får en smule dårlig samvittighed, når vi spiser et lyst stykke brød i stedet for et groft stykke rugbrød. Vi ved jo godt, at det er sundest at vælge fuldkornsprodukter. Men det er faktisk ikke sikkert, at vi
behøver at føle os skyldige, fordi vi spiser lyst brød. Der kan nemlig sagtens være fuldkorn i det lyse brød, for fuldkornet kan være malet, og så er det ikke til at se i brødet.

Fuldkorn kan være hele eller forarbejdede kerner, der enten er knækkede, skårede eller malede. Det afgørende er nemlig, at alle dele af kernen er med.

Her er fire typiske myter om fuldkorn, som hurtigt kan aflives:

Myte 1: Mørkt brød er altid fuldkornsbrød
Det er ikke rigtigt, at mørkt brød altid er bagt med fuldkorn, og at lyst brød altid er bagt uden. Det afhænger nemlig af melet, som sagtens kan være lyst, selv om der er fuldkorn i.

Myte 2: Fuldkorn er hele kerner
Det passer ikke, når man siger, at fuldkorn altid er hele kerner. Det, der er afgørende, er, at hele fuldkornet er brugt, dvs. også skaldelene og kimen. Det er nemlig her, de fleste vitaminer, mineraler og kostfibre sidder. Fuldkornene kan være malede til fuldkornsmel eller blot skåret over, og det ene kan være lige så godt som det andet.

Myte 3: Alle kerner er fuldkorn
Selv om det er sundt med kerner, er det ikke alle kerner, der er fuldkorn. Fuldkorn defineres som hvede, rug, byg, havre, majs, hirse, ris og sorgum (mest i foder). Til gengæld er kerner som solsikkekerner, græskarkerner, sesamfrø, vilde ris og boghvede ikke fuldkorn.

Myte 4: Fuldkorn findes kun i brød
Fuldkorn findes i meget andet end brød. Det gælder bl.a. forskellige morgenmadsprodukter såsom havregryn. Du kan også vælge fuldkornsprodukter, når du står i supermarkedet og skal købe ris eller pasta til aftensmaden. Produkter som brune og røde ris, fuldkornsbulgur, fuldkornspasta og fuldkornscouscous er sundere alternativer.

Sådan får du mere fuldkorn

Her er nogle tips til at spise mere fuldkorn i hverdagen:
- Lav frikadeller med havregryn i stedet for hvidt mel
- Spis fuldkornspasta i stedet for hvid pasta
- Lav salater med hvedekerner
- Brug fuldkornshvedemel, når du bager
- Vælg produkter med fuldkornslogoet i supermarkedet
- Lav havregrød til morgenmad

Fakta:
Et fuldkorn består af fire dele:
Frøhvide: Denne del har et højt indhold af stivelse, og hvedemel laves ud fra denne.
Kim: Indeholder B- og E-vitaminer samt protein og sunde fedtstoffer.
Skal/klid: Indeholder de fleste af kornets fibre.
Klid: Indeholder mineraler, proteiner og B-vitaminer.

Så meget skal du have:
Myndighederne anbefaler, at du spiser mindst 75 gram om dagen. Det svarer f.eks. til en portion havregryn og en-to skiver rugbrød.

Kilde: Fuldkorn.dk