Livsstil: Bryllupper må godt være billige
Det er ikke længere "no go" at spare på bryllupsfesten, og mange er begyndt at kreere udsmykningerne selv. Det gør Anna Matthiesen og Maria Refsgaard også på deres blog Colourfull-ink.com, hvor de giver gode råd til kommende brudepar om alt fra sparetips til kreative dekorationer.
- Hele den der gør det selv-bølge har også ramt bryllupper. Det er virkelig o.k. at lave sine egne blomster, invitationer og borddekorationer i dag, og det signalerer noget overskud og kreativitet, siger Anna Matthiesen til Alive.dk.
Man kan for eksempel vælge at lave nogle ting selv som invitationer, menukort, borddekorationer eller brudebuket, og det er slet ikke kompliceret, hvis man skaber en rød tråd.
- Vi anbefaler, at man vælger et farvetema eller element, der går igen, det kunne for eksempel være en sommerfugl på bordkort og invitationer. Men det betyder ikke, at har man valgt gul, så skal alt være gult. Man skal ikke overdrive, men bare skabe en rød tråd.
Spar ikke på billederne
Kreativiteten kan sætte ind andre steder end på origami-delen, og mange har også fundet ud af, at prinsessedrømmen ikke nødvendigvis kræver et slot.
- Mange sparer for eksempel på, hvor de holder festen og vælger mere utraditionelle steder. Det behøver ikke foregå på et slot, man kan sagtens pifte et forsamlingssted op, siger Anna Matthiesen.
Men der er visse elementer af festen, som hun ikke anbefaler, at man sparer på.
- Mange sparer på fotografen, fordi de ofte er meget dyre. Men billeder er bare det eneste, man har efter brylluppet, og det er vildt ærgerligt, hvis alle billederne er uskarpe eller slørede.
Sluk gæsternes tørst i lemonade
Anna og Maria har blandt andet en opskrift på lemonade på bloggen, som kan være én blandt mange måder at spare penge på.
- Om sommeren er gæsterne tit ret tørstige, og i stedet for bare at smide nogle colaflasker på bordet, så kan man servere en billig drik i eksempelvis gamle syltetøjsglas med farvede sugerør eller lignende. Så ser det superfint ud uden at have kostet noget som helst.
Opskrift på lemonade:
1 kop vand (skal varmes)
1 kop presset citronsaft (helst økologisk)
3/4 kop sukker
3 kopper vand
Opvarm 1 kop vand og sukker i en gryde, indtil sukkeret er smeltet. Lad det køle lidt af. Hæld det nu sammen med citronsaft og vand og sæt på køl. Server iskold med masser af isterninger og evt. citronskiver og mynte.