26. mar. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Denne mad kan afstresse dig

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/dettemadafstresserdig.jpg
Arkivfoto: AOP
Der er nogle madvarer, der kan være med til at give kroppen ro

Hvis du lever en meget stresset tilværelse, kan du måske få lidt ro i kroppen gennem den mad, du indtager.

KK.no har samlet en liste over nogle mad - og drikkevarer, der afstresser din krop:

Nødder
Mandler indeholder godt med E-vitamin, som er vigtigt for immunforsvaret, samt B-vitamin, som påvirker kroppens energiomsætning og virker afslappende. Pistacienødder og valnødder kan være med til at få blodtrykket til at falde, hvis du er meget stresset.

Mælk
Mælk er rig på kalcium, der er godt for knoglerne og kan være med til at løsne op i muskulaturen og reducere anspændthed. For kvinder kan mælk også have den effekt, at smerter i forbindelse med menstruationen bliver mindsket.

Avocado
Den bløde spise indeholder fedt og kalium, der kan være med til at sænke blodtrykket.

Appelsiner
Det har tidligere været påvist, at C-vitamin kan gøre dig mindre stresset og få blodtrykket og stresshormon-niveauet til at falde hurtigere efter, at en bestemt opgave er udført. I undersøgelsen var opgaven at holde en tale for et stort publikum, og det viste sig, at de personer, der havde fået en god dosis C-vitamin inden, klarede opgaven bedre og var mere rolige efter talen.

Havregryn
Havregryn indeholder fibre, som får din fordøjelse til at virke bedre, og grynene holder dig også mæt i længere tid.
Når du indtager kulhydrater, får det hjernen til at producere det beroligende stof serotonin.

Spinat
Du får godt med magnesium fra spinat, og det kan være med til at afstresse din krop. Får du ikke nok magnesium, kan kroppen nemlig reagere ved, at du får migræne og bliver træt. Spis gerne en lille portion spinat om dagen for at dække dit magnesium-behov.

Laks
Fisken indeholder rigtig mange omega-fedtsyrer, som mindsker niveauet af stresshormoner såsom kortisol og adrenalin i kroppen. Fedtsyrer beskytter også mod hjertekarsygdomme. Spis gerne fisk et par gange om ugen eller sørg for at få mælke- og soyaprodukter, hvis du ikke er til fisk.

Denne artikel er lavet i samarbejde med Alive