14. dec. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media

Livsstil - Derfor er du morgensur

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/livsstil-morgensur-aop.jpg
Nogle er lidt mere groggy, når de vågner om morgenen, end andre.

Det er ikke alle, der står op hver dag og glæder sig til at komme i gang med en ny dag. Der er faktisk en del, som vågner op og er småsure, irriterede og meget trætte, og som måske 'ikke er de store morgenmennesker'.

Det betyder ikke nødvendigvis, at man har fået for lidt eller dårlig søvn, men det kan skyldes den fase, der hedder søvn-inerti-fasen. Det er den lidt groggy og døsige tilstand, man kan være i, når man vågner op og som typisk varer mellem 5 og 20 minutter, skriver Huffington Post.

- Processen med at vågne op er langsom - det er ikke ligesom en lyskontakt. Det tager tid, forklarer Allison G. Harvey, der er professor i psykologi ved University of California, Berkeley og leder af Golden Bear Sleep and Mood Research Clinic.

Travlhed og for lidt glæde i livet

Hvorfor nogen kommer igennem søvn-inerti-fasen ganske glade, mens andre er meget morgensure, er meget individuelt, forklarer søvneksperten.

For nogen kan det faktisk skyldes dårlig og for lidt søvn, og for andre har det måske noget at gøre med ens attitude generelt.

- Jeg ville være lidt nysgerrig omkring, hvorvidt det sker hver morgen eller kun fra mandag til fredag. Hvis det kun er disse dage, vil jeg gætte på, at du ikke får nok søvn, og at det at vågne af vækkeuret, når du stadig er meget træt, kan gøre, du bliver småirriteret. Det kan også være, du bare ikke ser frem til at komme på arbejde, forklarer Alice D. Domar, ph.d. og leder af Domar Center for Mind/Body Health.

Hun peger på, at det meget sjældent skyldes en depression, men at det i stedet kan handle om en kombination af søvnmangel, en travl hverdag og for lidt glæde i livet.

Der er dog et par ting, du kan gøre for at undgå at være morgensur. Allison G. Harvey giver et par gode råd her:

- Sørg for der kommer lys ind i soveværelset om morgenen enten fra solen eller andre lyskilder.

- Brug de første 30-60 minutter efter, du er vågnet, i et rum med lys.

- Gør noget ud af at være aktiv om morgenen, f.eks. strække ud eller dyrke motion, og hav social kontakt.

- Red sengen, når du står op, så du ikke får lyst til at kaste dig tilbage i den.

- Hav evt. kaffemaskinen sat til med en timer, så du hurtigt kan få noget opkvikkende kaffe.

- Sørg for at få det antal søvntimer, du har brug for.

- Vær glad for dit liv og job, så du har noget at stå op til hver dag.

Kilde: Huffington Post

LÆS OGSÅ: Hvor god er din søvn egentlig? Tag testen på Femina.dk