25. nov. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck, FEMINA, Aller Media

Livsstil - Derfor må du ikke spise ved fjernsynet

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/livsstil-mad-tv-aop.jpg
Er du opmærksom, når du spiser, kan det betyde, at du indtager mindre mad.

Det er fristende at indtage middagsmaden foran fjernsynet, hvor man kan skovle maden ind og fokusere på fjernsynet.

Men at fokusere på alt andet end maden kan faktisk føre til, at du spiser langt mere, end du har brug for. Og det betyder, at du risikerer at tage på, forklarer Per Brændgaard, der er ernæringsekspert og sundhedsskribent i FEMINA.

- Det kan også være, det ikke påvirker din vægt. Konsekvensen er så kun, at du går glip af nydelsen af maden. Det er også slemt nok, da nydelse i sig selv er sundhed og livskvalitet, forklarer Per Brændgaard til FEMINA.

Nyd maden mere - og tab dig!

Han er stor fortaler for, at man fokuserer på maden, når man spiser, og ikke alt muligt andet.

- Begynder du derimod at koncentrere dig mere om maden, mens du spiser den, så vil du med stor sandsynlighed spise en mindre mængde mad, som du tilmed vil nyde meget mere. Prøv derfor at undersøge, hvad du egentlig gør, mens du spiser. Spiser du bare, eller har du gang i noget andet samtidig, lyder det fra Per Brændgaard.

Han mener faktisk, at man skal fokusere på hver eneste mundfuld, man tager, og lukke alt andet ude.

- Koncentration om maden betyder, at du ikke gør andet end at spise, mens du spiser, og at din opmærksomhed ikke vandrer væk med andet end maden. I så mange mundfulde - og øjeblikke af mundfulde - som muligt. Det er enkelt, men det er ikke let. Det kræver øvelse. Til gengæld er belønningen stor, siger ernæringseksperten og peger på, at man på sigt vil komme til at spise mindre og dermed - måske - tabe sig.

LÆS OGSÅ: Ifølge Per Brændgaard behøver man ikke at spise morgenmad. Læs om grunden til det på Femina.dk.

LÆS OGSÅ: Per Brændgaard går også ind for mindful motion. Læs, hvorfor det skulle virke på Femina.dk.