16. apr. 2012
Af af Isabella Hindkjær/Newsdesk og Louise Møller

Livsstil: Derfor sover dit barn dårligt om natten

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/derforsoverditbarnikkeomnatten.jpg
Arkivfoto: AOP
Børns søvnproblemer skyldes tit dårlige vaner. Se hvordan du vender dem til gode rutiner

Kæmper du også med dit barn, hver gang sengetiden nærmer sig? Eller har din lille guldklump svært ved at sove igennem om natten? Måske skal du til at kigge nærmere på familiens aftenrutiner, for træthed og søvnproblemer hos børn skyldes alt for ofte, at der mangler struktur fra forældrenes side.

- Regelmæssig søvn og faste sengetider er utroligt vigtigt for, at barnet fungerer optimalt i hverdagen, både i forhold til dets indlæring og følelsesmæssige tilstand. Her er det forældrenes store ansvar at skabe de gode søvnmønstre så tidligt som muligt. På den måde bliver det en gave, som barnet tager med sig resten af livet, siger Mikael Rasmussen, der er søvnekspert ved Center for Stress og Trivsel.

Mikael Rasmussen nævner her de værste syndere som forældre begår, når det handler om barnets søvn:

Sene weekend-aftener
Måske tænker du, at der ikke er noget galt i at lade børnene være længe oppe i weekenden, men det kan i længden give et gevaldigt søvnunderskud. For bliver der lavet om på nat og dag hver fredag, får barnet sjældent de timer, som det skal have for at fungere.

- Søvnlængden er den vigtigste faktor, når vi snakker om mindre børn. Børn mellem 1 og 3 skal have 12-14 timer, børn mellem 3 og 5 skal have 12-13 timer og børn mellem 6 og 12 skal have 10-11 timers søvn. Samtidig er stabiliteten vigtig, og kommer barnet sent i seng to dage om ugen, skubber man nemt et søvnunderskud foran sig, siger Mikael Rasmussen.

Ny vane: Faste sengetider betyder, at de ligger helt fast - også i weekender og ferier.

- Væn dig til at tælle baglæns, så du kan se præcis hvor mange timer dit barn får. Og gør det så til en rutine at følge uret, så du undgår at rykke tiderne rundt fra dag til dag, siger Mikael Rasmussen.

Barnet er overladt til sig selv
Sidder dit barn alene foran fjernsynet inden sengetid, er der stor risiko for, at der bliver ballade op til sengetid.

- At overlade barnet til sig selv på den måde, er det værste man kan gøre. Og man kan ikke forvente, at man bare kan tage et barn væk fra skærmen og direkte i seng. Typisk vil barnet have en modstand mod at skulle sove, fordi det gerne vil være oppe sammen med sine forældre, siger Mikael Rasmussen.

Ny vane: Ifølge søvneksperten er det vigtigt, at du skaber tryghed for dit barn ved at opbygge nogle rutiner, der starter allerede tidligt på aftenen. 'Seng' og 'sove' er alt for ofte forbundet med noget negativt, og derfor er det en god idé hurtigt at få skabt nogle positive associationer for dit barn.

- Kodeordet er nærvær, nærvær og nærvær. Søvn er en betinget refleks, og derfor er det vigtigt med faste ritualer, der stille og roligt leder barnet frem til, at det skal sove. Det kan være fælles aftensmad, at man dæmper lyset, får et glas varm mælk eller læser godnathistorie. Hyggelige vaner, der samtidig får tempoet ned, siger Mikael Rasmussen.

Misforstået omsorg
Dit barn kan ikke sove om natten, og du føler, at du må gøre noget. Inden længe ligger barnet mellem dig og din mand, eller også skynder du dig at tage det grædende barn op og går rundt med det, til det er faldet til ro. Det er uden tvivl gjort af et godt hjerte, men ifølge søvneksperten gør du ofte dit barn en bjørnetjeneste ved at udvise overdreven omsorg.

- Det er helt normalt, at mindre børn vågner i løbet af natten, og ofte er der ingen grund til at drøne ind og tage barnet op. Hvis barnet er utrygt, vil det blot blive bekræftet i, at der er noget at være utryg for i værelset, når du skynder dig at fjerne det derfra, siger Mikael Rasmussen.

Ny vane: Du må gerne udvise omsorg for dit barn, når det vågner om natten, men det betyder ikke, at du skal give efter for barnets ønske om at sove hos dig.

- Lad dit barn være i sin seng, men bliv i stedet dér og trøst det. Det er vigtigt, at man tager 'den gode kamp', og lærer barnet, at det faktisk godt kan falde i søvn igen i sin egen seng. Når barnet lærer, at det ikke bliver belønnet med at få lov til at sove hos mor og far, bliver det hurtigere trygt på sit eget værelse, og det er i sidste ende en gevinst både for barn og forældre, siger Mikael Rasmussen

Denne artikel er lavet i samarbejde med XX