4. aug. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk

Livsstil - Det våde sommervejr giver mider i sengen

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/mideriregnvejr.jpg
Arkivfoto: AOP
Husstøvmider lægger æg og afføring i din seng – og lige nu har de optimale betingelser

De varme temperaturer er dejlige om sommeren, men det er ikke så rart, når de blandes med en høj luftfugtighed. Det betyder nemlig, at der kommer flere husstøvmider i din seng.

Husstøvmiderne elsker fugtigt vejr, og de små, hvide otte-benede dyr kan dermed fortsætte med at lægge endnu flere æg og mere afføring i din seng.

Og det kan give øget risiko for allergi. Det er nemlig enzymer i dyrenes afføring samt de døde husstøvmider i sengen, der kan forårsage husstøvmideallergi, skriver Astma-Allergi Danmark.

- Symptomer på husstøvmideallergi kan være meget generende. Du kan få tilstoppet eller rindende næse, hævede og røde øjne, astmasymptomer og ikke mindst få spoleret din nattesøvn, siger Jeannette Amsinck, der er rådgiver ved Astma-Allergi Danmark.

Miderne gør din dyne tungere
Husstøvmider kan ikke ses med det blotte øje, da de kun måler fra 0,1 til 0,6 mm. Og de lever i omkring tre-fem måneder. De lever af hudskæl fra både mennesker og dyr, og en hun-husstøvmide kan faktisk lægge mellem 40-80 æg, som er en-to uger om at udklække.

Æggene og afføringen fra husstøvmiderne kan ifølge Astma-Allergi Danmark betyde, at din dyne er 10 pct. tungere efter 10 år, hvis dynen ikke vaskes.

Og der er faktisk grund til at være opmærksom på risikoen. Det anslås, at mere end ni pct. af den danske befolkning har husstøvmideallergi.

Her får du seks råd fra Jeannette Amsinck til, hvordan du mindsker risikoen for at få husstøvmideallergi:
- Vask dyner og hovedpuder ved 60 grader mindst 4 gange om året.

- Vask rullemadras ved 60 grader 4 gange om året.

- Vask sengetøjet ved 60 grader 2-4 gange om måneden.

- Vask også gerne tøjdyrene i børnesengen ved 60 grader, da de også kan indeholde husstøvmider.

- Gør grundigt rent én gang om ugen og luft ud under og efter rengøring.

- Luft ud i 5-10 minutter 3 gange dagligt med gennemtræk - også selvom luftfugtigheden er høj.