30. maj. 2012
Af af Mia Qvist Scheelsbeck/Newsdesk

Livsstil: Er havregryn det bedste morgenmåltid?

https://imgix.billedbladet.dk/media/billedbladet/livsstil/2012/marts/erhavregrynddetbedstemorgenmaltid.jpg
Arkivfoto: AOP
Havregryn mætter, men du må ikke spise en for stor portion

Der er en del kalorier i en portion havregryn, men det bør faktisk ikke afskrække dig fra at spise en portion som morgenmåltid. Også selvom du har et stillesiddende job.

Havregryn byder nemlig på en række fordele, som du ikke nødvendigvis finder i andre morgenmadsalternativer. Ud over at være et fuldkornsprodukt har havregryn en god sammensætning af både kulhydrater, protein og fedt, som virker mættende. Og i de otte officielle kostråd anbefales det netop at spise fuldkorn dagligt.

- Det er rigtigt, at havregryn gram for gram har forholdsvis mange kalorier at starte dagen på set i forhold til frugt og protein. Men det vigtigste i det samlede spil er at få den fine fordeling af næringsstofferne set som helhed. Derfor skal man om morgenen spise det, der passer en bedst. Og er havregryn det, som mætter bedst og giver størst tilfredshed, så skal der ikke laves om på det, selvom man er en kontormus. Så kan man i stedet regulere på andre fødevarer i løbet af dagen. Havregryn er og bliver et af vores sundeste basislevnedsmidler, understreger Lisa Bolting, der er chefdiætist ved Slankedoktor.dk.

Havregryn giver energi til hjernen
Når man er på slankekur, plejer kulhydrater at være noget af det, man skal undgå. Men vores hjerne har faktisk brug for disse langsomme kulhydrater som brændstof, og her er havregryn et glimrende bud på energi fra morgenstunden.

Det er nemlig de hurtige kulhydrater, man helst skal undgå såsom slik, sodavand, kager og morgenmadsprodukter, der er proppet med sukker.

Ifølge Altomkost.dk skal man dog være opmærksom på, hvor stor en portion havregryn man spiser. Har du et stillesiddende job, skal du nøjes med en portion i en lille skål. Bevæger du dig mere på jobbet, kan du roligt hælde en større portion havregryn og mælk op i en tallerken.

Kilde: Altomkost.dk