Livsstil: Fire faktorer der ælder dit udseende
Føler du, at du ser ældre ud end du egentlig er? Inden du kaster dig over botox og skønhedsoperationer, så tag et kig på dit klædeskab og hår og din makeup.
Har du haft den samme frisure de sidste ti år og holder du fast i tøj, der slet ikke passer til din figur, så er det på tide at lave en sortering i klædeskabet og tage en tur til frisøren.
Her er de fire mest gængse fejl, som kvinder gør, og som lægger flere år til deres udseende. Det skriver Lifeandbeautyweekly.com
Er du fanget i fortiden?
Har du lagt din makeup på samme måde og fået din frisør til at klippe præcis den samme frisure de sidste mange år, så er det sikkert på tide at prøve noget nyt. Det der klædte dig for ti år siden er næppe det, som har den bedste effekt i dag. Det kan være en god idé at tale med en ekspert fx en kosmetolog eller stylist for at finde ud af, hvad der er mest flatterende for dig. Du skal turde prøve noget nyt.
Er du bange for at vise hud?
Dækker du dig til for at skjule dine former og for ikke at vise din bare hud, kan du risikere at have en fremtræden, der ikke er alderssvarende. Med højhalsede bluser og nederdele, der går til midt på læggen, kan du let lægge ti år til din alder udseendemæssigt. Vælg i stedet en dybere udskæring, trekvartærmer og nederdele skåret ved knæene. Det ser langt mere stilfuldt ud uden at være tarveligt.
Bruger du gamle, løse bh'er?
Har du brugt den samme yndlings-bh gennem mange år, er den helt sikkert blevet mere løs og uformelig. Det kan være et kæmpe problem for din figur, hvis din barm ikke får det rette løft. Ud over, at barmen hænger for meget, giver det også for meget fokus på en eventuel topmave. Så ud med den gamle bh og ind med nye, støttende bh'er, som du får taget mål til af en dygtig ekspedient. Det vil udrette mirakler for din timeglasfigur.
Sidder dine jeans for højt oppe?
Bruger du jeans, hvor der er rigtig god plads til din numse, dvs. at de er højttaljede og formet efter runde hofter uden at sidde stramt, får du automatisk din numse til at syne større. Faconen går også under navnet 'mor-jeans'. Det er sjældent hensigtsmæssigt, og det bedste, du kan gøre, er at vælge jeans med en lavere taljehøjde, der følger din krop uden at sidde ålestramt.