Livsstil - Gør din damecykel til en racer
Er du glad for din cykel og kommer du hurtigt langt omkring? Eller kunne den godt klare en vitaminindsprøjtning, så den er klar til længere motionsture? Cykelinstruktør, Rikke Laursen giver nogle gode råd til at få optimeret din damecykel.
Den rigtige indstilling
Begiver du dig ud på ture på over 100 kilometer, så er det vigtigt at sidde godt i sadlen.
- Man skal sidde godt. Testskør din cykel en dag. Kør over 40 kilometer og se om din bagdel kan holde til det. Og overvej lige at køre forbi en af de mange cykelbutikker. Drengene elsker at få besøg af os friske cykelkvinder og hjælper gerne med indstillinger.
Vælger du selv at rette cyklen til, er der nogle gode huskeregler for den gode cykelindstilling.
- Højden på sadlen skal være således, at man træder rundt med let bukkede ben, når foden er nederst i trådet. Man må endelig ikke kunne strække benet helt ud i trådet. Mange kører med styret sænket for at ens krop laver så lidt vindmodstand som muligt. Det kan man jo have i tankerne, men på en damecykel er denne stilling svær og ikke særlig behagelig, og det vigtigste er, at man sidder behageligt.
En pude i bagen og en bar i lommen
- Påklædningen er enorm vigtig. Jeg er stor tilhænger af uld med en vind-breaker udenpå. Det er også skønt, at have en cykelbuks med pude i bagdelen, da man får lidt stød på den lange tur. Tag eventuelt lag på, så de kan afmonteres, hvis solen skinner og tages på igen ved pauser. Jeg kører altid med cykelhandsker, da det er lang tid at holde i styret. Husk cykelhjelm og gode gummisko, siger Rikke Laursen.
Nu er tøjet på plads, så skal kropsdepoterne fyldes op. Og da er det vigtigt med masser af vand.
- Begynd at drikke vand 2-3 timer inden, du skal ud på din cykelrute. Drik et par deciliter hvert kvarter under cyklingen. Jeg har i øvrigt altid egen protein-drik med og et par energibarer i lommerne. Det giver et hurtigt fix og god energi til musklerne.
Så er cykel og proviant klar til start. Så mangler du bare dig selv og din holdning.
- Ind med knæene. Ret ryggen og skuldrene ned. Pas på nakken, som jo holder vores kloge hoveder. Ellers så husk jeres dejlige humor og dejlige smil. God tur, lyder opfordringen fra Rikke Laursen.
Har du fået blod på tanden, så afholdes Ritter Lady Classic cykelløbet søndag den 24. juni 2012 med start og mål ved City 2 i Høje-Taastrup og distancen er 131 km.